Sveller i regnbuens farver belønnet
Sveller i regnbuens farver belønnet
Det var ikke kun de mange hundrede tusinde passager på Københavns Hovedbanegård og andre stationer i Danmark, der lagde mærke til de farvestrålende sveller i juni måned.
Også verdens førende udbyder af outdoor-reklamer, Clear Channel, spottede svellerne med de usædvanlige farver, og firmaet har netop kåret Dyrups påhit til den bedste internationale reklamekampagne. Kampagnen var en klassisk plakatkampagne krydret med tusindvis af bemalede jernbanesveller over hele Europa. I Danmark blev den lanceret i et samarbejde med Banestyrelsen.
Dyrup er det første danske firma, der har opnået en førsteplads i konkurrencen, og den er opnået i konkurrence med kampagner fra i alt 66 lande. Den danske virksomhed er kommet i fint selskab med så store internationale virksomheder som Nike og Giorgio Armani.
Kampagnen ”Regnbuens farver på skinner” blev afviklet i juni måned og havde det formål at sætte fokus på flere farver i det offentlige rum.
I alt blev godt 1.000 sveller ved de mest trafikerede perroner - på henholdsvis Københavns Hovedbanegård, Østerport Station, Valby Station, Odense C og Århus C – dekoreret i regnbuens syv klare farver.