Surf mellem Århus og København
Surf mellem Århus og København
Internet i tog kan flytte folk fra bilen over i toget, viser undersøgelse
Nu er det muligt at surfe hele vejen fra Århus til København og tilbage igen uden afbrydelser. DSB har sammen med TDC gjort det muligt at komme på nettet på den travle hovedstrækning til glæde for DSB's kunder.
I perioden november 2007 til februar 2008 gennemførte DSB og TDC et pilotprojekt omkring internet i tog på strækningen København-Korsør. Evalueringen fra den gang viste, at 86 pct. erklærede sig meget tilfredse eller tilfredse med løsningen. Kun 2 pct. af brugerne var meget utilfredse.
Positive tilbagemeldinger
De positive tilbagemeldinger fra kunderne er årsagen til, at DSB sammen med TDC har investeret i en internetløsning mellem Århus og København. Og undersøgelser viser, at det er virkelig noget, danskerne efterspørger. Mellem 25 og 35 pct. af de adspurgte i to forskellige undersøgelser siger, at de vil overveje at bruge toget, hvis der kom internet i tog. 50 pct. vil overveje at rejse på DSB 1' med gratis adgang til internettet.
»Med internet i tog håber vi på at kunne trække især mange forretningsrejsende fra bil eller fly over i toget. Når kunderne kan gøre rejsetid til arbejdstid, vil det give dem bedre mulighed for at skabe mere værdi til sig selv under togrejsen,« siger kommerciel direktør i DSB, Mogens Jønck.
Gratis for DSB 1' kunder
Der er installeret internet i tog i 96 IC3- og 24 IR4-togsæt.
Som helt ny bruger, der vil prøve løsningen, kan man på få minutter komme på nettet og betale via sit kreditkort. Det koster så 1 kr i minutter.
Hvis man blot lidt oftere har brug for at bruge TDC Hotspot eller internet i tog, kan man for et månedligt abonnement på 30 kr. slippe med 64 øre – og kan aldrig komme til sammenlagt at betale mere end 169 kr. om måneden.
Endelig har man som TDC Mobil Bredbånds-kunde fri adgang til internet i tog.