Sur smiley til DSB Togservice
Sur smiley til DSB Togservice
Logistikcenter Kastrup, DSB Togservice, der håndterer cateringen af DSB's InterCity- og InterCityLyn-tog, har fået en sur smiley af Fødevarestyrelsen.
Desuden er DSB Togservice i dialog med Fødevarestyrelsen om to administrative bøder på 20.000 kroner.
DSB Togservice er præsenteret for bøderne for ikke at have fulgt ordentligt op på tidligere indskærpelser om at forbedre mangelfuld rengøring og dårligt udført vedligeholdelse af porten i Logistikcenter Kastrups indgangsparti.
Desuden kritiserer Fødevarestyrelsen håndteringen af sandwich, der har været udbudt til salg.
Fødevarestyrelsen registrerede forholdene under et ekstraordinært kontrolbesøg i Logistikcenter Kastrup i sidste uge, onsdag den 9. februar.
Helt utilstedeligt
Direktør i DSB Fjern- & Regionaltog Frank Olesen beklager sagen:
"Det er helt utilstedeligt, at vi i DSB har fået en sur smiley, og jeg kan forsikre, at jeg vil følge op på sagen. Jeg kan ikke acceptere, at der kan sættes spørgsmålstegn ved vores rengøring, og jeg vil straks foranstalte en intern undersøgelse for at få klarhed over, hvilke konsekvenser denne sag skal have. Jeg har ikke hørt om sagen før nu, men jeg kan forsikre, at jeg vil tage affære med det samme," siger han og fortsætter:
"Sagen er dog ikke så enkel, som det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport. Vi håndterer ikke sandwich som beskrevet, og vi er i dialog med Fødevarestyrelsen om blandt andet dette emne. Oplysningen er ganske enkelt ikke korrekt. Det korrekte er, at sandwich, der ikke er på køl, skal sælges inden for tre timer og derefter kasseres, hvilket de bliver. Det fremgår af vores egenkontrol. Vi er ikke enige i kritikken af vores egenkontrol. Vi blev pålagt at erstatte gamle procedurer med nye. Det gjorde vi, men blev kontrolleret inden den ny var helt på plads. Vi har også gjort indsigelse mod kritikken af manglende varmt vand."
Den kritiserede port i indgangspartiet er repareret i dag torsdag den 17. februar. Forsinkelsen skyldes ventetid på en reservedel.