Store tælledag på torsdag

Store tælledag på torsdag

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. oktober 2004 kl. 16:41

DSB's og DSB S-togs årlige passagertælling løber af stablen torsdag den 4. november.


Passagertællingen, eller Østtællingen, som den hedder, er en total tælling af DSB's og DSB S-togs (inkl. Lille Nord) passagerer over et helt driftsdøgn. Dvs. fra første tog torsdag den 4. november kl. 4 til sidste tog fredag den 5. november kl. 4.


Formålet med tællingen er at fastlægge passagerernes rejsemønstre. Resultatet bruges bl.a., når de fælles indtægter skal fordeles mellem de forskellige trafikselskaber samt ved udarbejdelse af køreplaner og planlægning af nye jernbanestrækninger og -stationer.


På tælledagen får alle kunder udleveret et tællekort, når de begynder på deres rejse. Kortet skal afleveres ved rejsens afslutning - dvs. ikke ved togskift undervejs med mindre, der er tale om skift til metroen eller en lokalbane, som ikke er med i tællingen.


På alle stationer er der placeret et antal tællere i forbindelse med Østtællingen. Dvs. at DSB's og DSB S-togs frontpersonale ikke direkte er tilknyttet Østtællingen, men de vil selvfølgelig som altid være behjælpelige ved spørgsmål.