Stor succes for Sort Sol-tur
Stor succes for Sort Sol-tur
400.000 stære dukkede frem på himlen, da Skov- og Naturstyrelsen, DSB Specialrejser og Ud & Se lørdag bragte 276 Ud & Se-læsere til Sort Sol i marsken ved Møgeltønder.
IC3-specialtoget, som til arrangementet var pyntet med sorte fugle-klistermærker og dannebrogsflag, havde afgang 11.40 fra København H.
Ved ankomsten til Tønder Station stod borgmester Hans. L. Hansen klar i solen for at tage imod gæsterne. Efter en ganske kort tale, rykkede de 276 mennesker ind i fire busser, som stod klar ved stationen for at køre til første stop, Schackenborg Slot og Schackenborg Slotskro. Godsforvalter Søren Frederiksen fortalte i brede vendinger om slottets historie og kongefamiliens overtagelse af stedet, inden slotskroen bød på stående buffet.
Kl. 18 var læserne fremme ved marsken få meter fra den dansk-tyske grænse. Iver Gram, naturvejleder i Skov- og Naturstyrelsen havde inden da forsikret alle om, at en stor og uforglemmelig oplevelse var i vente. Med hjælp fra kolleger og medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening var han oppe på mærkerne for at guide publikum gennem fænomenet Sort Sol.
"Man kan sige, vi er yderst heldige, at vi kan overvære sådan et fænomen. De mange hundrede tusinde fugle vil kun være i området fire eller fem dage af gangen, fordi rovfuglene skræmmer dem væk til andre områder," sagde Iver Gram inden seancen begyndte.
I løbet af 10 minutter samlede ca. 400.000 stære sig ifølge Iver Gram på himlen i tusmørket. Rovfuglenes jagt skabte et fantastisk og foranderligt billede på himlen.
Busserne tog efter oplevelsen læserne til det dekorerede tog i Tønder. At dømme efter succesen, bliver det ikke sidste gang, et IC3-tog kan smykke sig med lånte fjer.
Af Morten Brunsgaard Bek