Stillezoner i S-tog fra på mandag

Stillezoner i S-tog fra på mandag

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
05. oktober 2007 kl. 10:31

Fra på mandag begynder de første S-tog med Stillezoner at rulle ud på de storkøbenhavnske skinner. Undersøgelser viser, at mange kunder efterspørger områder med mere ro i S-toget:

"Vi kan se på antallet af henvendelser til vores kundecentre, at der er et stigende antal kunder, der efterspørger muligheden for at sidde uden forstyrrelser fra mobilsamtaler og høj MP3 musik. Det vil vi gerne imødekomme," siger afdelingschef i S-tog Salgsudvikling, Henrik Bucholdtz.


Forsøgsordning
Der er foreløbig tale om en forsøgsordning, som vil blive evalueret i sommeren 2008. Succeskriterierne er, at Stillezonerne bliver brugt, at reglerne efterleves, og at kunderne er glade for dem. DSB har netop introduceret Stillezoner på DSB 1´ og oplever stor efterspørgsel efter produktet.


Kun i ottevognstog
Der bliver Stillezoner i alle ottevognstog, og Stillezonerne bliver at finde midt i toget. De bliver markeret med piktogrammer på vinduerne til den kupé, der inddrages til Stillezone, glaspartiet ved skydedøren ind til Stillezonen samt på endevæggene. I de korte togsæt med fire vogne, vil der ikke være Stillezoner. Der vil derfor ikke være tog med Stillezone på Ringbanen.


Ved udgangen af næste uge vil piktogrammerne være opsat i alle ottevognstog, og Stillezonerne er dermed indført.


I Stillezonen:


  • Der henstilles til, at alle bidrager til at opretholde et roligt miljø.
  • Der må gerne høres musik i høretelefoner, men det skal være så lavt, at sidemanden ikke kan høre med.
  • Der må gerne bruges mobiltelefon og computer, men de skal være på lydløs og uden tastetoner.
  • Samtaler henvises til andre zoner.