Stigende indtjening og flere passagerer i 2005
Stigende indtjening og flere passagerer i 2005
På et pressemøde i dag tirsdag 21. marts fremlagde DSB årsregnskabet for 2005, der viste et overskud på 993 millioner kroner før skat. Det var mere end forventet og en forbedring på 46 millioner kroner i forhold til året før.
Det gode resultat er opnået på trods af de skærpede krav i den nye 10-årige trafikkontrakt med Transport- og Energiministeriet og Banedanmarks store problemer med at levere en tilfredsstillende kvalitet på skinner og signaler.
Pres på medarbejderne
- Vores produktion har været påvirket af store problemer, som Banedanmark har haft med skinnenettet og signalsystemerne. Det har været til stor gene for vores kunder, og det har lagt et betydeligt pres på vores medarbejdere, siger administrerende direktør Keld Sengeløv.
På trods af problemerne steg antallet af passagerer med to millioner til 163 millioner i 2005. DSB fastholdt passagertallet, men mistede samtidig markedsandele i trafikken over Storebælt.
- Det sidste tillægger vi den periodevise nedsatte hastighed på strækningen mellem København og Århus og takstnedsættelserne for biltrafikken over Storebælt, forklarer Keld Sengeløv.
IC4-tog til sommer
Leverancerne af IC4-togene er et andet område med stor bevågenhed i DSB.
Efter et massivt pres på ledelsen i Ansaldobreda lykkes det DSB at få en opdateret og troværdig plan for leveringen af de nye IC4-tog. Ansaldobreda har i henhold til kontrakten og som et led i den foreløbige aftalt betalt DSB 250 millioner kroner i bod for den forsinkede leverancer.
Og DSB mener, at det er skuffende, at det på trods af det massive pres ikke er lykkes for Alsaldobreda at levere togene tidligere.
Med den opdaterede tidsplan forventer DSB, at de første togsæt går i kommerciel drift i maj/juni 2006, og at de lægger ud med at køre i regionaltogstrafikken mellem Århus og Aalborg.
- Det har været en stor udfordring at få Ansaldobredas ledelse til at sætte alle kræfter ind på at kunne levere de første IC4-tog i løbet af de kommende måneder. Det ser vi frem til, siger administrerende direktør Keld Sengeløv.
Forventet lavere overskudsgrad i 2006
For 2006 forventer DSB et resultat i størrelsesordenen 600 millioner kroner før skat. Det forventede lavere resultat i forhold til 2005 skyldes blandt andet, at der er opnået gevinster i 2005, som ikke vedrører den almindelige drift, blandt andet salg af grunde og ejendomme og boden fra Ansaldobreda. Hertil kommer ekstra omkostninger i forbindelse med de planlagte produktionsudvidelser, eksempelvis de nye motorer til IC3.
Læs hele årsregnskabsmeddelelsen på www.dsb.dk/aarsregnskab2005