Stigende benzinpriser giver flere togkunder
Stigende benzinpriser giver flere togkunder
Kunderne lader benzinslugeren stå og tager toget i stedet for
Stigningen i benzinpriserne mærkes for alvor i husholdingsbudgetterne, og det giver flere kunder i togene. Det vurderer Bjørn Wahlsten, salgsdirektør i DSB:
»Vi oplever i øjeblikket en fremgang på fem procent i kundevæksten på Sjælland, og det hænger blandt andet sammen med, at det er blevet væsentligt dyrere at køre i bil til og fra arbejde,« siger han.
Ingen takstforhøjelser
Og kunderne behøver ikke at frygte højere priser på togbilletterne.
»Energi er kun en lille del af vores omkostninger, så vi bliver ikke berørt af prisstigningerne i samme grad som bilisterne. Derfor har vi ikke behov for at sætte priserne op. Desuden er toget meget miljøvenligt. En person i toget bruger ikke nær så meget energi som en person, der tager bilen i stedet for,« siger Bjørn Wahlsten, salgsdirektør i DSB.
Ifølge Trafikkontrakten med Transportministeriet må prisforhøjelserne ikke overstige den generelle prisudvikling.