Stenkast stoppede onsdags-morgentrafikken på Kystbanen
Stenkast stoppede onsdags-morgentrafikken på Kystbanen
Stenkast og hærværk mod et kørestrømsanlæg på Kokkedal Station betød onsdag morgen, at alle tog mellem Rungsted Kyst og Helsingør blev aflyst i begge retninger. DSB er i forvejen hårdt plaget af stenkast og har søsat en kampagne i samarbejde med SSP-konsulenter for at komme de livsfarlige drengestreger til livs.
DSB har igen i år oplevet et stigende antal stenkast mod togene på Øresundsstrækningen. I morges gik det ud over Banedanmarks kørestrømsanlæg på Kokkedal Station, hvilket betød, at alle tog blev aflyst i begge retninger. Når børn og unge færdes på banelegemet for at hente skærver, som de efterfølgende kaster mod togene, udsætter de både sig selv og tilfældige forbipasserende for stor fare.
Farlig leg
Der kører tog på denne strækning med op til 120 km/t., og moderne tog er stort set lydløse, så det kan være svært at høre, når de kommer. Et øjebliks uopmærksomhed kan således få fatale følger for de, der måtte færdes på banelegemet. Endvidere er et stenkast mod et tog ekstremt farligt, da en sten kan slå ned hvor som helst, når den, med stor fart, slynges tilbage efter at have ramt toget.
Det er den præventive indsats, der satses på, og passagererne kan hjælpe
DSB har indledt et samarbejde med SSP-konsulenterne. Målet er at få en præventiv løsning på problemet. For at SSP-konsulenterne kan arbejde målrettet i deres lokale områder, er det nødvendigt at få præciseret, hvor på strækningen der konkret er problemer med stenkast. DSB har ikke et sådant overblik, da stenkast ofte først opdages på værkstedet i form af smadrede ruder.
Richo Jensen, der er SSP-leder i Helsingør Kommune, er positiv over for samarbejdet og udtaler:
’’Det er positivt, at DSB aktivt tager et ansvar i lokalområdet. Jeg håber naturligvis, at passagererne vil bakke op om initiativet, da det er afgørende for SSP-konsulenternes arbejde, at vi præcist ved, hvor vi skal sætte ind præventivt overfor problemet.’’
Klistermærker og postkort
Endvidere arbejder DSB sammen med Pendlerklubber langs Kystbanen om at lave en kampagne, hvor passagerer og andre, der oplever stenkast mod et tog, opfordres til at meddele tid og sted til et særligt telefonnummer 24684760. På den måde håber DSB på at finde ud af, hvor på strækningen stenkastningen foregår. I forbindelse med kampagnen deles postkort ud i togene, hvor passagererne bliver opfordret til at hjælpe. Der vil inden for kort tid også komme klistermærker op i togene med samme budskab.
Svenske stenkastere
Kampagnen kører sommeren over på begge sider af sundet på både dansk og på svensk, fordi stenkast sandsynligvis ikke kun er et dansk fænomen. Målet er at lave et ’’Tendens-landkort’’ over Kystbanestrækningen, som SSP-konsulenterne kan bruge i deres præventive arbejde. Der er altså ikke tale om en angiver-kampagne, hvor stenkasterne skal hænges ud.
Mange reperationer af knuste ruder kan i værste fald betyde aflysninger af togafgange
Der er mere end nogensinde behov for kampagnen. Antallet af rudeknusninger er stigende i forhold til samme periode sidste år. Alene i år har DSB frem til juni skiftet 176 ruder. Fortsætter den stigende tendens fra. ’06 til ’07 ind i 2008, skal DSB skifte over 400 ruder. De mange udskiftninger af ruder betyder, at man i nogle tilfælde bliver nødt til at køre med færre togsæt til gene for passagererne, fordi der ikke er siddepladser nok. I værste fald kan det betyde aflyste tog. Derfor har passagererne også en interesse i at komme problemet til livs.