Startskud for DSB på Roslagsbanan
Startskud for DSB på Roslagsbanan
Kun to dage efter at DSB måtte afgive trafik på det indenlandske marked til Arriva, gik startskuddet for DSB´s aktiviteter i udlandet. Premieren fandt sted, tirsdag, på Roslagsbanan i Stockholm, hvor DSB ved et udbud af trafikken for perioden 2003-2007 vandt sammen med det svenske Tågkompaniet.
De to parter har sammen dannet Roslagståg AB, som vil stå for driften af denne forstadsbane med en samlet længde på 65 km og knap 10 mio. passagerer om året.
Overdragelsen blev ved middagstid officielt markeret på Stockholms Östra, som er overgangsstation mellem Roslagsbanan og Stockholms undergrundsbane. Der blev holdt taler af international direktør i DSB, Jens Otto Daugaard, og den administrerende direktør i Roslagståg, Bengt Erik Johansson.
Kunderne fik serveret svensk glögg, og fra en dansk pølsevogn opstillet på stati-onen var der gratis pølser.
Overtagelsen af trafikken skete med virkning fra første morgentog, og premieren foregik uden problemer. Administrerende direktør i DSB, Keld Sengeløv, der også deltog i arrangementet, glæder sig over, at DSB sammen med sin partner, Tågkompaniet, kom godt fra start:
- Det har været meget positivt at opleve førstedagen, og ikke mindst at det er lykkedes at gennemføre en vellykket overdragelse af trafikken. Jeg tager det som et tegn på, at vi vil være i stand til at give passagererne på Roslagsbanan en god betjening. Samtidig er denne premiere et godt signal, når det gælder de videre bestræbelser på at sikre DSB aktiviteter på det udenlandske marked.