Sommertid berører togtrafikken
Sommertid berører togtrafikken
Danmark går nu over til sommertid. Det sker natten mellem lørdag og søndag, når urene kl. 2.00 skal stilles frem til kl. 3.00.
Tog, som afgår i normaltid, men ankommer i sommertid, bliver berørt. De vil på papiret være en time forsinket, selv om rejsetiden ikke forlænges.
Det er især InterCity tog mellem København og Fyn-Jylland, der bliver påvirket. Det gælder således afgangene fra København H kl. 23.30, 0.30 og 1.16, der undervejs bliver en time forsinket som følge af overgangen til sommertid. InterCity toget fra København kl. 2.06 får afgang kl. 3.06 (sommertid).
InterCity toget fra Jylland med ankomst til København kl. 2.25 ankommer kl. 3.25 (sommertid). InterCity toget fra Århus kl. 2.00 mod København afgår kl. 3.00 (sommertid), men bliver suppleret af en rettidig afgang fra Fredericia kl. 3.12 (sommertid) til København.
Mellem Helsingør og Malmö, hvor der er kørsel med nattog, bliver timedriften opretholdt. Passagerer med de internationale tog fra henholdsvis det sydlige udland (EuroNight) og fra Stockholm kan ikke nå den sædvanlíge forbindelse videre fra København, men må tage et efterfølgende tog.