Sommerens togture bliver Orange
DSB sætter nu en million billige Orange-billetter til salg, så sommerens togture kan klares for max 99 kr.
De mange billetter bliver sat til salg fra onsdag den 4. juni og frem til og med fredag den 1. august til rejser, der bliver rejst i perioden mellem fredag den 20. juni og til søndag den 3. august. Billetterne kan købes ned til to dage før rejsedagen.
”Sommer og ferie giver mulighed for at tage ud i landet og få oplevelser med sig hjem. Nogle gange går turen til andre landsdele og andre gange er det tæt på. Uanset længden på rejsen, så er der ekstra mange billige billetter til rejser i løbet af sommeren,” siger kundechef i DSB, Charlotte Kjærulff.
Udover de lange strækninger til max 99 kr. er der også mulighed for at finde endnu billigere billetter til de kortere regionale strækninger, så der er flere muligheder for at komme af sted.
I gennemsnit bliver der dagligt solgt omkring 30.000 Orange-billetter i øjeblikket, der primært bliver solgt i DSB’s app, hvor det også er let at tilføje en pladsbillet til rejsen. Hvilket især er en fordel, hvis man er flere, der rejser sammen og gerne vil følges ad.
Her er det værd at være opmærksom på, at en voksen, der rejser på en Orange-billet, kan tage to børn under 12 år med på samme billet.
Læs om sommerens Orange-billetter