Sommer med ændret togtrafik over Fyn

Sommer med ændret togtrafik over Fyn

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
25. maj 2004 kl. 10:39

Også i den kommende sommer vil togtrafikken over Vestfyn blive præget af Banedanmarks arbejde med at forny sporet. Nu gælder det strækningen mellem Aarup og Odense, mens et tilsvarende arbejde i sommeren 2003 gjaldt sporet fra Middelfart til Aarup.


Sporarbejdet foregår fra 21. juni til 6. august, og når det er lagt i ferieperioden, skyldes det ønsket om, at så få pendlere som muligt vil mærke generne.


Blandt virkningerne er, at passagerer med InterCity tog får lidt længere rejsetid, men især kørslen med InterCityLyn bliver påvirket af, at der på en del af strækningen kun er ét spor til rådighed, mens arbejdet står på. Mellem Middelfart og København kører InterCity Lyn sammenkoblet med InterCity tog fra Esbjerg og Sønderborg, og det samme gælder i modsat retning. Dermed bliver rejsetiden med InterCityLyn forlænget med 30-40 minutter, hvis man skal mellem København og Jylland og omvendt.


I alle syv uger er samtlige regionaltog i begge retninger mellem Odense og Fredericia erstattet af busser, og det vil betyde en forlænget rejsetid på 20-30 minutter. Samtidig er Interregionaltogene fredage fra København til Århus og søndage fra Århus til København aflyst.


Af Ole Hansen