Solvarm sommerplan fra søndag den 1. juli

Solvarm sommerplan fra søndag den 1. juli

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. juni 2007 kl. 11:23

Søndag den 1. juli træder DSB's nye sommerkøreplan i kraft. Det betyder på flere strækninger langsommere tog, men til gengæld vil de køre til tiden.

 


Forsinkede og aflyste tog stod på menuen, da solen bagte på skinnerne den 8. juni. Med kort varsel satte Banedanmark togenes hastighed ned på grund af risiko for solkurver. Og sådan blev det ved de næste dage. Situationen skabte kaos i driften til stor gene for DSB's kunder og ikke mindst lokomotivførere, togpersonale og driftsledere, som kæmpede en brav kamp for at få bare en del af driften til at hænge sammen.


Sommer, sol og søndag

Fra på søndag lysner det. Ikke fordi problemerne med skinnerne er forbi, eller vejrudsigten lover regn. Men for at undgå, at vi kommer til at stå i samme situation igen, tager DSB fra på søndag en særlig sommerplan i brug, der tager højde for hastighedsnedsættelserne på varme dage.


De to sidste somre har varme skinner ført til massive forsinkelser.DSB fik meldingen fra Banedanmark om varme skinner meget sent, og man måtte derfor ændre togdriften med meget kort varsel – med uvished og overarbejde til følge.


Bedre forberedt i år

Vi har gjort vores yderste for at lave en køreplan, som kunderne kan regne med.  Køreplanen skal være robust og troværdig i forhold til vores kunder. Vi kan ikke ændre ved situationen omkring slidte skinner, men vi kan gøre en stor indsats i forhold til, at reducere generne for vores kunder så meget som muligt, siger administrerende direktør Søren Eriksen.  


Grønne, røde og blå strækninger

Sommerkøreplanen, der træder i kraft på søndag og gælder indtil den 26. august, er baseret på tre ben for at gøre det så enkelt som muligt:


Grønne strækninger, hvor der køres efter den normale køreplan og uden ændringer på varme dage. Det gælder f.eks. hovedstrækningen mellem København og Fredericia og mellem Aalborg og Frederikshavn.


Røde strækninger, hvor der køres normalt på kolde dage, og hvor der på varme dage køres efter en fast nødkøreplan. På hovedstrækningen mellem Fredericia og Aalborg forlænges rejsetiden efter dette princip med en time på varme dage.


Det tredje ben er de blå strækninger med færre og langsommere tog i hele perioden – uanset om det er overskyet, eller solen skinner. En række regionalstrækninger i Jylland, på Fyn og på Sjælland vil køre efter dette princip. Når hastighederne er sat ned, er togene og dermed medarbejderne længere tid om at komme fra A til B. Derfor vil nogle afgange blive aflyst for at sikre, at der er tilstrækkeligt med ressourcer.


Morgentrafikken er normal

Sommerkøreplanen træder i kraft i løbet af formiddagen, da erfaringen viser, at skinnerne først når op på 40 grader sidst på formiddagen. Det vil sige, at morgentrafikken afvikles efter den normale køreplan til glæde for cirka en tredjedel af DSB's daglige kunder.


 


FAKTA: Solkurver på gamle skinner

Hastigheden skal ned, fordi der er risiko for solkurver, når skinnernes temperatur når over 40 grader.

Problemerne stammer især fra de mange skinner, der i 1960'erne og 1970'erne blev lagt på såkaldte toblok-sveller. Disse sveller består af to blokke beton, der er forbundet med et mellemjern, som holder sammen på konstruktionen. Med tiden er mellemjernet i mange af svellerne tæret op af rust. Når solen bager og jernet udvider sig i varmen, er der derfor en risiko for, at det rustne jern knækker.


Andre steder mangler der skærveballast, som skal holde sporet på plads i længde- og sideretningerne. Til sammen giver de tærede mellemjern og den manglende ballastering risiko for solkurver, når skinnernes temperatur når over 40 grader. Og for at undgå uheld, skal farten sættes ned.


Banedanmark har varslet, at der kan blive tale om at nedsætte hastigheden til 80 km/t på 600 km enkeltspor, når skinnernes temperatur når 40 grader eller mere.