Sneen kan give forsinkelser
Sneen kan give forsinkelser
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler snestorm og fygning natten til torsdag den 29. december. De sydøstlige egne og Bornholm vil blive de første til at mærke sneen, men op ad torsdagen vil hele landet blive dækket i hvidt, oplyser meteorolog Søren Brodersen til Ritzau. Det betyder risiko for forsinkelser i togtrafikken torsdag.
Fygesneen kan blokere sporskifterne og forhindre DSB og Banedanmark i at afvikle togtrafikken normalt. Sporskifterne er udstyret med gas- og el-opvarmning, der skal forhindre tilisning, men det er ikke tilstrækkeligt under kraftig fygning. Som modtræk til de store snedriver har DSB lokomotiver med sneplove stående i venteposition på strategiske steder. Sneplovene kan rydde strækninger med snedriver på op til 1,5 meters højde.
Trafikchef hos DSB Erik Christensen oplyser, at man belært af tidligere års erfaringer også vil pakke koblingerne på IC3-, IR4- og Desiro-tog ind i sneposer, der beskytter togenes koblinger mod sneen. Det kan dog være svært at forudse, i hvilket omfang sneen vil påvirke togtrafikken, tilføjer han.
- Vores råd til kunderne er, at de kan forvente forsinkelser visse steder i landet, men vi kan endnu ikke sige hvor.
DSB anbefaler endvidere, at man følger med i trafik- og vejrsituationen på nettet eller på tekst-tv.
Se mere på ’Trafikken lige nu’ og DMI.