Skærpet konkurrence på Storebælt

Skærpet konkurrence på Storebælt

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
27. maj 2005 kl. 16:41

DSB møder de lavere takster for bilister på Storebælt med bedre muligheder for at rejse billigt i øst-vest trafikken.

Det politiske forlig om lavere takster for bilister på Storebælt får DSB til at tilbyde DSB Orange Endagsbillet.fra den 14. juni. Med DSB Orange Endagsbillet kan alle, der krydser Storebælt – også på korte distancer - og rejser hjem samme dag, rejse til halv pris.

Baggrunden for det nye tilbud er det politiske forlig om taksterne på Storebælt. Hermed bliver det 20 procent billigere for bilisterne at benytte broen. DSB får nedsat afgiften for persontogenes brug af broen med 20 procent. Det giver et meget lille beløb pr. passagerer, og DSB satser derfor ifølge salgsdirektør Bjørn Wahlsten på at bruge de sparede penge på rabatordninger som DSB Orange Endagsbillet:

”DSB vil med sin prispolitik satse på de prisfølsomme grupper. Det drejer sig om for eksempel familier eller grupperejsende, som gerne vil en tur til hovedstaden. Derfor fordeler vi ikke nedsættelsen af afgiften generelt, men rabatterer under paraplyen DSB Orange,” siger han og tilføjer:

”En generel nedsættelse ville kun give et prisfald på cirka fire procent svarende til for eksempel ni kroner på en rejse mellem Århus og København. Der skal andre midler til for at tage den hårde konkurrence med bilen op, hvor vi virkelig skal kæmpe hårdt for at begrænse tabet af markedsandele.”

Bjørn Wahlsten påpeger desuden, at den politiske aftale indeholder ønsket om prisnedsættelser for togpassagerer - men ud fra DSB’s vurdering af, hvad der er økonomisk baggrund for.

DSB Orange Endagsbilletter kan købes fra den 7. juni, som noget nyt kan kunderne i år også købe DSB Orange Endagsbillet på Internettet i DSB’s netbutik. De kan naturligvis også købes på 70 13 14 15 og på stationerne.

Kunderne kan hente billetterne i de nye automater, som er opstillet på de fleste stationer.