SJ-klage afvist i Sverige - igen

SJ-klage afvist i Sverige - igen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
19. december 2007 kl. 11:41


Den svenske Kammarrätten i Göteborg meddelte den 18. december, at SJ’s klage over Øresundsudbuddet er blevet afvist på alle punkter.


Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om SJ vil vælge at anke Kammarrättens afgørelse til Regeringsrätten, som er øverste ankeinstans.


Kammarrättens afgørelsen i dag er imidlertid ligeså klar, som den afgørelse Länsrätten i Malmö traf den 11. september.


»Jeg er glad for den beslutning, der er truffet i dag. Det viser, at det godt kan lade sig gøre at gennemføre store trafikudbud med mange parter involverede, siger trafikdirektør Gösta Ahlberg, i en pressemeddelelse fra Skånetrafiken.«


»Nu kan vi endelig sætte fokus på at komme i gang med trafikken, der er blevet forsinket i cirka seks måneder på grund af SJ's klage. Det er en reel udfordring, der ligger foran os, men vi mener, at vi er godt rustede til det«, siger Gösta Ahlberg.


Kammarrättens beslutning indebærer, at Skånetrafiken og de andre sydsvenske trafikudbydere nu kan underskrive aftalen med DSBFirst.


»Det er naturligvis en glædelig nyhed for DSB – især fordi afgørelsen tilsyneladende er lige så klokkeklar, som Länsrättens afgørelse i september. Nu glæder vi os til snart at kunne underskrive kontrakten og for alvor komme i gang med vores forberedelser,« siger administrerende direktør Søren Eriksen.