Signalforbikørsel undersøges af Havarikommission
Signalforbikørsel undersøges af Havarikommission
Mandag kørte et tog uplanlagt forbi et stopsignal i Marslev på strækningen mellem Odense og Nyborg. Hændelsen har en karakter, der gør, at Havarikommissionen er gået ind i sagen for at undersøge omstændighederne nærmere.
Til hændelsen siger koncerndirektør Frank Olesen:
"Vi havde en signalforbikørsel i går. Dem har vi nogle stykker af, men denne har en karakter, der gør, at vi kigger ekstra på den. Den skal undersøges i dybden, og jeg vil gerne understrege, at sikkerhed er vores første prioritet, og at vi ikke sætter tog i drift, hvis det ikke er sikkert for vores passagerer," siger koncerndirektør Frank Olesen, og fortsætter:
"Der er intet, der tyder på, at det er en generel fejl på IC4-togene, men som en ekstra foranstaltning mod lignende hændelser har vi sat farten på IC4-togene ned til 140 kilometer i timen, indtil vi har fundet fejlen, der var skyld i forbikørslen."
Det pågældende tog er taget ud af drift, og det vil ikke komme i drift igen, før fejlen er fundet og Havarikommissionens konklusioner foreligger.
Indtil Havarikommissionens konklusioner foreligger, har DSB ikke yderligere kommentarer.