Service til handicappede er for alle
Service til handicappede er for alle
DSB har lavet en ny pjece og hjemmeside, der viser, at indsatsen for de handicappede også kommer andre passagerer til gode. Det er ikke kun de handicappede, der har glæde af for eksempel ramper, elevatorer og god belysning, men også børnefamilier og ældre får en hjælpende hånd ud af tiltagene.
”Vi har valgt at kalde pjecen “Lige til for handicappede”. Pjecen signalerer dermed, at DSB også ønsker at gøre det mere lige til for vores handicappede kunder. DSB har i næsten 25 år forsøgt at finde løsninger, der gør det nemmere for passagerer med forskellige handicaps at tage med toget,” siger Hans Christian Kirketerp-Møller, arkitekt i DSB Salg og ansvarlig for udgivelsen af pjecen.
Men tog, stationer og omkringliggende arealer er historisk udformet, så de ikke lever op til de krav, DSB stiller til tilgængeligheden i dag.
”Alt kan ikke nås på en gang, men når vi er inde og modernisere en station, ser vi samtidig på, hvordan man kan gøre den mere tilgængelig. Vi tager i dette arbejde udgangspunkt i Dansk Standard, som har opstillet normer med de praktiske angivelser for handicapløsninger,” siger Hans Christian Kirketerp-Møller.
Ud over pjecen har DSB også lavet et site på Internettet, www.dsb.dk/handicap, som indeholder masser af information for de handicappede, der ønsker at tage toget. Blandt andet vil en kørestolsbruger på en video vise, hvordan han tager toget fra Fredericia til København, og en blind viser, hvordan hun tager S-toget.