Se DSB’s årsrapport på nettet
Se DSB’s årsrapport på nettet
En digital udgave af DSB’s årsrapport 2005 er nu lagt på internettet. I årsrapporten kan man selvfølgelig læse om økonomien i 2005, hvor DSB havde et overskud på 993 millioner kroner før skat. Det var mere end forventet og en forbedring på 46 millioner kroner i forhold til året før.
Og selv om der i 2005 var store problemer på skinnenettet og med signalsystemerne steg antallet af passagerer med to millioner til 163 millioner i 2005.
2005 blev året, hvor der blev taget hul på nye 10-årige trafikkontrakter med Transport- og Energiministeriet. Og det blev året, hvor DSB kom i finalen ved fem udbud i udlandet. Og selv om DSB ikke vandt nogle af kontrakterne, viser finaleplaceringen, at DSB er på rette kurs.
DSB’s strategi er den røde tråd igennem hele årsrapporten. Man kan læse om DSB’s strategikort og DSB’s Strategi 2010, hvor der stadig bliver arbejdet med at indfri visionen om at blive Europas bedste leverandør af jernbanetrafik og tilknyttede ydelser. Også de strategiske fokusområder inden for bl.a. kunder, markeds- og passagerudvikling bliver behandlet.