S-togs køreplan for 2006 er klar

S-togs køreplan for 2006 er klar

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
31. oktober 2005 kl. 10:56

Fra søndag den 8. januar 2006 får DSB S-tog ny køreplan. Den indeholder ikke de store nyheder, men byder på en række minutjusteringer på over halvdelen af stationerne i enten én eller begge retninger.


Det skulle gerne betyde en mere robust køreplan og dermed færre forsinkelser, for også til næste år bliver der problemer med infrastrukturen. Disse problemer skulle der i væsentligt omfang være taget højde for i den nye køreplan. Blandt andet bliver rejsetiden til Køge lidt længere end i dag på grund af skinnernes tilstand.


Der ud over bliver der tale om både indskrænkninger og udvidelser i driften:


Linje Bx bliver inddraget efter ønske fra Banedanmark, så der kun bliver otte daglinjer igennem det centrale afsnit mod ni i dag. Indskrænkningen sker af hensyn til arbejdet med at etablere den nye Drifts- og InformationsCentral for S-tog (DIC-S).


En række øvrige justeringer skal give en del kunder bedre betjening end i dag. Således bliver linje A+ forlænget fra Østerport til Buddinge - en strækning med mange stationer og kunder, som får en forbedret betjening.


Linje F+ forlænges fra Hellerup til Klampenborg i dagtimerne på mandag til fredag, mens linje Ex ikke længere kører til Hellerup, men kun til Østerport for at aflaste vendesporkapaciteten på Hellerup Station. Til gengæld bliver dagtimekørslen udvidet til Hillerød med en time lørdag eftermiddag.