S-tog scorer højt

S-tog scorer højt

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
18. august 2009 kl. 10:07

S-tog holder fast i sit gode omdømme, blandt andet fordi S-togene kører med rekordhøj regularitet

Da S-tog i sidste uge opnåede den næstbedste hverdag med hensyn til tog til tiden siden før 2005, understregede det kun de gode resultater, S-tog generelt har opnået de senere år. Og det er noget kunderne lægger mærke til, viser den nyeste imageundersøgelse fra Reputation Institute.

S-tog holder fast

S-tog fastholder i undersøgelsen om 2. kvartal 2009 den flotte omdømmescore fra 1. kvartal på 58,9. En regularitet, dvs. tog til tiden, på helt op til 97 procent er en god del af forklaringen på resultatet. Men også det øgede fokus på miljø, rengøring og tryghed er medvirkende årsager.
»Det bekræfter for mig blot den utroligt gode gænge, DSB S-tog er inde i. S-tog kommer hele tiden med nye, innovative produkter til markedet og regulariteten er tårnhøj. Det er flot, og det glæder mig meget, at S-tog formår at bibeholde det historisk høje resultat, de opnåede ved sidste undersøgelse,« siger adm. direktør i DSB, Søren Eriksen.

Nye ting på vej

Også S-togs adm. direktør, Gert Frost, glæder sig meget over resultatet:
»Det er en rigtig vigtig bekræftelse på, at vi bevæger os i den rigtige retning. Alle i S-tog har knoklet for at skabe de gode resultater, både med hensyn til regulariteten, men også med hensyn til nye tiltag som S-more og SMS-billet. Snart kommer vi på banen med gratis internet, og S-moremedlemmer vil kunne få her og nu-trafikinformation via sms, og jeg glæder mig til at se, hvordan kunderne tager imod det,« siger Gert Frost.

Fakta om undersøgelsen

Reputation Institute gennemfører hvert kvartal en omdømmeanalyse af de ifølge befolkningen mest synlige virksomheder i Danmark. Analyserne er baseret på svar fra et repræsentativt udsnit af den danske befolkning, der har kendskab til virksomhederne. Analyserne har været gennemført siden 2003 og har gradvist udvidet antallet af deltagende virksomheder. Undersøgelsen i Danmark indgår som en del af Reputation Institutes globale omdømmestudie, som omfatter de mest synlige virksomheder i 29 lande.

Til at måle virksomhedernes omdømme anvender Reputation Institute den anerkendte RepTrak™ omdømmemodel, som er baseret på omfattende internationale studier af, hvad der driver en virksomheds omdømme. Kernen i modellen består af fire generiske omdømme parametre, som samlet udregnes til en omdømmescore på mellem 0 og 100 point. Dette tal er udtryk for virksomhedens omdømmestyrke.

De fire parametre er:
1) Beundring af og respekt for virksomheden
2) Tillid til virksomheden
3) Fornemmelse for virksomheden
4) Virksomhedens overordnede anseelse

Se mere om Reputation Institute og omdømmemodellen på http://www.reputationinstitute.com/advisory-services/reptrak

Maria Schouboe Johannessen