S-tog satser på pendlercykler

S-tog satser på pendlercykler

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
02. maj 2005 kl. 11:15

Et vellykket forsøg med pendlercykler får nu DSB S-tog til at kontakte en række virksomheder for at lave flere aftaler om pendlercykler.


En pendlercykel er en cykel til brug mellem station og arbejdsplads. Pendlercyklen henvender sig til medarbejdere på virksomheder, der med fordel kan bruge kombinationen tog/cykel til at få en fleksibel og relativt hurtig transport til den sidste del af rejsen. Pendlercyklen lejes hos DSB S-tog, som også står for service og eftersyn af cyklen.


Det nuværende forsøg går ud på, at p.t. ti medarbejdere hos Topdanmark lejer pendlercykler, som de benytter til turen mellem Ballerup eller Malmparken stationer og Topdanmarks hovedsæde i Ballerup. Medarbejderne er særdeles tilfredse med ordningen. Derudover viser ordningen en tendens til, at pendlercykler kan skaffe flere kunder i butikken hos DSB S-tog. Således har pendlercykelordningen med Topdanmark resulteret i, at fire-fem af deltagerne har skiftet andre transportformer ud med S-tog.


Interesserede i en pendlercykelordning kan kontakte DSB S-togs Trafikanalyse- og planlægningsafdeling på telefon 33542422 eller på email nhsvendsen@s-tog.dsb.dk.