S-tog redder middagen - og Aarstiderne gør det nemt
S-tog redder middagen - og Aarstiderne gør det nemt
S-tog og Aarstiderne indgår samarbejde om at sikre pendlerne sund og nem aftensmad
Nu er det slut med at fare forvildet rundt i supermarkedet uden idé om, hvad aftensmaden kunne være. Under navnet ”Mad på farten” lancerer S-tog mandag d. 31. januar en række opskrifter på skærmene i S-tog, der skal give pendlerne inspiration til aftensmenuen.
Som en særlig service bliver det også muligt at bestille sunde, økologiske MåltidsKasser fra Aarstiderne og få dem bragt direkte hjem til hoveddøren.
»Med ”Mad på farten” får man ikke blot inspiration til aftensmaden, men også mulighed for at klare de daglige indkøb, mens man sidder i toget. På den måde udnyttes rejsetiden effektivt, og man får mere tid i hverdagen,« siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.
Sms dit måltid
I en MåltidsKasse får man leveret alle råvarer til døren, så man nemt kan gå i gang med at tilberede retten, så snart man kommer hjem. S-togskunderne kan vælge imellem seks forskellige MåltidsKasser, og der er alt fra familievenlige livretter til smagfulde og spicy retter samt fyldige vegetarretter.
»Vi vil gerne gøre det nemt og bekvemt at spise sundt og grønt. En MåltidsKasse passer lige ind i en travl pendlers hverdag - få inspiration på farten, slip for indkøb og få det hele leveret til døren. Alt det du skal bruge er i kassen, det er nemt og du slipper for madspild,« siger Søren Ejlersen, kok og medstifter i Aarstiderne.com.
Fredag og lørdag den 4. og 5. februar vil det være muligt at få syn for sagen på Østerport og Valby stationer. Her svinger Aarstidernes kokke gryderne og giver S-togskunderne mulighed for at smage de mange skønne retter, mens de giver tips til hurtig og sund aftensmad.
En MåltidsKasse er beregnet til 2 eller 4 personer. Man bestiller ved at sende en sms med teksten ’mad’ til 1990 eller ved at gå ind på madpaafarten.dk
Fakta – ”Mad på farten”
- ”Mad på farten” vises på skærmene i S-tog alle ugens dage. Alle udsendelser er tekstede. Der er ikke lyd på skærmene i S-tog.
- Mandag er Aarstidsdag. Her kan S-togskunderne opleve og bestille en menu fra Aarstidernes MåltidsKasser. Tjenesten er tilgængelig for alle S-more medlemmer.
- Tirsdag – søndag giver kokken Henrik Boserup tips og ideer til spændende madlavning.