S-tog og Falck passer på din cykel

S-tog og Falck passer på din cykel

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
28. juli 2011 kl. 09:52

Antallet af cykeltyverier eksploderer i sensommeren til gene for hovedstadens mange cyklister. Nyt samarbejde mellem Falck Cykelregister og DSB S-tog skal dæmme op for problemet.

Mens sensommersolen kaster sine stråler over de københavnske cykel¬stier, har cykeltyvene travlt.

Hvert år stiger antallet af cykeltyverier drastisk, når vi når sensommermånederne. Sidste år blev der alene i hovedstadsområdet anmeldt 11.092 stjålne cykler i årets tredje kvartal mod 6.433 i første kvartal. Det gør sensommeren til højsæson for cykeltyverier – og over halvdelen af alle anmeldte cykeltyverier i Danmark foregår i hovedstadsområdet.

Nyt cykelregister kan hjælpe
Nu tilbyder Falck at sænke risikoen for at få stjålet sin cykel ved at registrere cyklen i Falcks nye cykelregister og få et mærkat på sin cykel, som bl.a. gør det sværere for tyve og hælere at omsætte stjålne cykler. Over 200.000 S-togskunder får samtidig tilbuddet om gratis medlemskab af cykelregistret i et år.

”Erfaringer fra Norge og Sverige viser, at en mærkningsordning har en præventiv virkning. I disse lande er antallet af cykeltyverier faldet med omkring 40 procent, efter et tilsvarende cykelregister blev indført,” siger Jens Lunn, der er salgs- og marketingdirektør i Falck.

Skulle uheldet alligevel være ude, kan man hurtigt få stjålne mærkede cykler tilbage til rette ejermand via Falck Cykelregister.

S-togskunder i registret
Når de over 200.000 S-togskunder i fordelsprogrammet S-more får tilbuddet om at melde sig ind i registret med rabat det første år, skyldes det, at S-tog gerne vil hjælpe de mange kunder, der hver dag kombinerer cykel og S-tog.

”Det her er blot det sidste af en lang række tilbud til vores cyklende kunder, for vi vil gerne gøre det så attraktivt som muligt at kombinere cykel og S-tog. Man kan tage cyklen gratis med S-toget, vi har oprettet mere cykelparkering, og vi sikrer nu, at vores kunder med et mærkat fra Falck Cykelregister på deres cykel, kan have deres cykel i fred på stationerne, og hvor de ellers stiller dem,” fortæller salgsdirektør i DSB S-tog Niklas Marschall.


Falck Cykelregister
Falck Cykelregister er Nordens største cykelregister med over 5 millioner registrerede cykler. Via et unikt nummer på SEC-mærkatet, der sættes på cyklerne, bliver det sværere for tyve og hælere at omsætte stjålne cykler. SEC-nummeret bliver sammen med stelnummer og kontaktoplysninger gemt i cykelregisteret. Hvert år tilbageleveres 20.000 stjålne cykler i hele Norden via registret. Falck Cykelregister leveres i samarbejde med Smart Safety. Se mere på falck.dk

S-more
S-more er et fordelsprogram for faste S-togskunder. S-more betyder mere service, mere rabat og mere sjov til dem, der kører med S-tog. Programmet er delt ind i 3 niveauer: Guld, sølv og bronze, som giver forskellige fordele. Niveauet bliver bestemt ud fra, hvilken billettype, man rejser på i S-toget. Alle S-moremedlemmer får tilbuddet om at være med i Falck Cykelregister – et års omkostningsfri registrering af 1 cykel i Falcks Cykelregister og 1 Falck nøglebrik.

 

Maria Schouboe Sloth