S-tog med damestrømper på
S-tog med damestrømper på
S-togene har fået nylonstrømper på i den kolde tid. Strømperne skal forhindre sne i at sætte sig fast i hornet
Nylonstrømper og hærdebrede håndværkere. Billedet hænger slet ikke sammen, men det er ikke desto mindre blevet virkelighed på DSB's værksted i Taastrup, hvor håndværkerne har trukket strømper ud over samtlige horn, nærmere betegnet tyfonen, på S-togene. Sidste vinter pakkede mængder af sne og is sig op under S-togene og pakkede dermed også tyfonen ind i sne. S-togene må ikke køre, hvis tyfonen ikke virker.
»Idéen kom op sidste vinter, hvor der i snit samlede sig fem ton sne og is under hvert S-tog. På de lange skinner (Fjern- & Regional) har de en smart dims til at sætte på tyfonen. Men hvis vi skulle have produceret sådan en fra bunden af, skulle der laves tegninger på det, og det ville blive rigtig dyrt. Nu afprøver vi, om strømperne virker, det er en simpel løsning, som næsten ikke koster noget,« siger produktionsleder Gert Schultz.
Strømperne står i øjeblikket deres prøve, nu hvor sneen er kommet.
Kvindelig assistance
På spørgsmålet om, hvilken model nylonstrømpe der klæder S-togene bedst, bliver Gert Schultz fjern i blikket.
»Altså der må du tale med Gitte fra Indkøb. Det ville jeg slet ikke begive mig ud i, så jeg satte straks Gitte på opgaven,« siger Gert Schultz.
Og Gitte Breum gik til opgaven med krum hals.
»Jeg troede først, det var en joke, men så måtte jeg jo tage fat i vores værkstedsleverandør. Først kom jeg til at bestille strømpebukser, men det gik slet ikke, for så fik vi tyfoner med kaninører,« fortæller Gitte Breum Poulsen fra Strategisk indkøb, som efter at have prøvet sig frem med flere modeller endte med en sort knæstrømpe i microfiber, for »de hvide bliver så grisede«.
Påsætningen af strømperne har affødt mange morsomme bemærkninger fra kollegerne, men hverken Gitte Breum Poulsen eller Gert Schultz vil ud med, hvad sokken bliver kaldt i folkemunde på værkstedet.
»Det egner sig ikke til skrift,« mener Gert Schultz.
Der er indtil videre indkøbt 250 par sorte knæstrømper til 21 kr. pr. par. Der går et par strømper til et togsæt – en strømpe til tyfonen i hver ende.