S-tog kører Brøndbyfans med bus til Farum

S-tog kører Brøndbyfans med bus til Farum

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
15. juli 2008 kl. 11:30

Når FC Nordsjælland og Brøndby IF tørner sammen på Farum Park søndag den 20. juli, sørger DSB S-tog for, at Brøndby supporterne når frem til tribunerne.


Den 20. juli er Farumbanen stadig totalt spærret for togtrafik på grund af sporarbejde, og S-tog tilbyder derfor medlemmer af Brøndby Support at køre med bus fra Brøndby Stadion til Farum Park – med stop på Glostrup Station på vejen. S-tog sætter fire busser ind før og efter kampen.


»Vi prøvede det med stor succes for første gang i maj, og derfor vil vi gerne tilbyde supporterne det igen. Det er også en måde at sikre, at alle fansene ikke skal ud og køre med de Togbusser, der er sat ind på Farumbanen og dermed undgå eventuelle pladsproblemer. Derudover kan det godt være en voldsom oplevelse at køre i bus sammen med fodboldfans, som jo synger kampsange og drikker øl, så vi vil gerne samle dem for sig selv,« siger produktionsdirektør i DSB S-tog, Lars Nordahl Lemvigh.


En utrolig stor fordel
I Brøndby Support er man glade over endnu engang at få tilbuddet om de ekstra busser.


»Vi havde et supergodt samarbejde med S-tog i maj, og vi er rigtig glade for, at de nu vil gentage det. Det er klart, at det er en utrolig stor fordel for os, at vi kan køre direkte, så alle undgår det virvar, der kan opstå med Togbusserne, når så mange skal med. Vi tager imod tilbuddet med kyshånd, og det er klart, at vi vil sørge for, at S-tog ikke får problemer ud af det. Det er også vores medlemmers holdning,« siger Jimmy Mysander fra Brøndby Support.


Det er kun medlemmer af Brøndby Support, der kan køre med busserne. Når supportere booker turen via www.brondbysupport.dk, skal de opgive deres medlemsnummer.


Sådan kører busserne


Fra Brøndby:
Kl. 14.15 – ankomst Glostrup Station kl. 14.20


Fra Glostrup:
Kl. 14.25 – ankomst Farum Park kl. 15.00


Fra Farum:
Kl. 18.15 – ankomst Glostrup Stadion kl. 18.50.


Fra Glostrup:
Kl. 18.50 – ankomst Brøndby Stadion 18.55.