S-tog gider ikke billetsnydere
S-tog gider ikke billetsnydere
For hver gang 25 betalende kunder sætter sig ind i S-toget, smutter 1 såkaldt gratist med på turen. Eller sagt på en anden måde: hvert år mister S-tog 50-60 mio. kroner i tabte billetindtægter, og det er de betalende kunder og skatteyderne, der betaler gildet.
Det er man nu så træt af i DSB S-tog, at man vil fokusere særligt meget på at få fat på så mange gratister som muligt og give dem en kontrolafgift.
Bonusløn til S-togsrevisorer
Et af midlernerne er bonusløn til S-togsrevisorerne, som er de medarbejdere, der billetterer i S-togene og udskriver kontrolafgifter.
»Jeg vil gerne have, at de bliver endnu mere kreative og opmærksomme på de mønstre, gratisterne benytter sig af. Hvilke strækninger kører de på? Hvilke tidspunkter? Skal man gå lidt flere sammen enkelte steder for at presse gratisterne?« fortæller servicechef Michael Hermann.
Løfter i flok
Han understreger, at der ikke er tale om provision til medarbejderne, men en bonus for, at de tager kampen op mod gratisterne.
»Vi lægger vægt på, at der løftes i flok, så der er ikke nogen, der står og tænker på sig selv derude. Der er heller ikke tale om klapjagt, men om at vi ikke vil have, at nogle systematisk kører gratis med vores tog. Man går heller ikke bare ind i en butik og tager, hvad man vil have. Det er ikke rimeligt for de betalende kunder, at andre konsekvent ikke betaler,«siger Michael Hermann.
Service er vigtigt
Selv om billettering og kontrolafgifter er en vigtig del af S-togsrevisorernes arbejde, bliver der ikke givet køb på service og konduite.
»Revisorerne vil udvise konduite som altid, og de vil være i tog og på stationer og være klar til at hjælpe kunderne. Samtidig arbejder revisorerne også ved f.eks. sporarbejde, hvor kunderne skal med busser osv, så det er selvfølgelig stadig en stor del af arbejdet at yde service,« fortæller Michael Hermann.
Gode resultater
I årets første fire måneder har revisorerne udskrevet 41.902 afgifter mod 33.526 afgifter i de fire første måneder sidste år.Resultaterne udløste en bonus på ca. 1.100 kroner eller ca. 10 timers afspadsering til hver revisor efter første kvartal.