S-letbane måske på vej

S-letbane måske på vej

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
05. februar 2009 kl. 11:18

Partierne bag trafikforliget har afsat penge til en Ring 3-forbindelse i hovedstaden, og de åbner for en S-letbane, der kan kobles sammen med S-togsnettet

Sådan kunne toget på S-letbanen se ud.

Da alle partier i Folketinget minus Enhedslisten torsdag i sidste uge indgik trafikforlig, var der en ny ting med i forhold til den investeringsplan regeringen fremlagde i december sidste år: Der blev afsat penge til letbaner langs den Københavnske Ring 3 og i Århus.

Og politikerne åbner nu for, at man på sigt vil vælge en S-letbane på Ring 3 mellem Lyngby og Ishøj over Glostrup i stedet for en letbaneløsning med moderne sporvogne eller en busløsning. Politikerne vil gennemføre en grundig analyse af de forskellige løsninger, som er i spil, inden de lægger sig fast.

Konkurrencedygtig pris
»Hvis pengene ikke betød noget, så ville det være rigtig godt at få en letbane – og endnu bedre at få en letbane med den togtype, som også ville kunne køre på S-togsnettet. Det ville skabe nogle nye muligheder og stor fleksibilitet. Men forholdet er bare, at projektet bliver flere gange dyrere af, at vi skal til at grave skinner ned end ved en busløsning,« siger transportminister Lars Barfoed i et interview med DSB.

En analyse skal blandt andet vise, hvordan der bedst kan skabes sammenhæng mellem en Ring 3-forbindelse og den øvrige kollektive trafik i hovedstadsområdet. Og ministeren lægger altså op til, at samfundsøkonomien i det bliver afgørende.

»En af fordelene ved S-tog kunne være, at de kan kobles på det eksisterende S-togsnet,« sagde Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen lørdag til Berlingske Tidende.

Ifølge trafikforsker Alex Landex fra Danmarks Tekniske Universitet vil flere passagerer foretrække en baneløsning frem for en busløsning: »En højklasset bus kan være første skridt hen imod en letbane eller TramTrains (S-letbane, red.). Der er potentielt mange rejsende på Ring 3, og dermed har man også mulighed for at få et banesystem med høj hastighed og høj kapacitet,« siger han til avisen.

S-letbanens togsæt vil kunne køre både i gadeplan som letbane – og på S-togsnettet som S-tog. Den vil kunne få direkte adgang i niveau fra såvel S-togsperron som fra platform i gaden, hvor sporene kan sænkes. Den kan dermed både tjene lokalt som letbane og lokalt/regionalt som S-tog, hvilket vil give optimale muligheder for at opnå rigtig mange kunder.

»Det er vores vurdering, at prisen for en S-letbane svarer til prisen for en letbane. Og hvis det holder, vil lette S-tog være et rigtig godt alternativ, fordi de kan integreres i hovedstadsområdets store trafiksystem, som der i disse år investeres massivt i,« siger DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.

Hurtigere og færre stop
En S-letbane vil på dele af strækningerne kunne køre hurtigere, have færre stop og vil dermed give kortere rejsetid. Afhængig af stationsafstand kan det give op til 20 procent kortere rejsetid. Den vil kunne få korrespondance til andre S-togslinier i Lyngby, Buddinge, Herlev, Glostrup, Ishøj og Hundige – og Glostrup vil med flere regionaltogsstop have optimale betingelser for at blive et nyt, vigtigt trafikknudepunkt.

Ved anlæg af sammenfletning i Ishøj kunne S-letbanens materiel fortsætte til for eksempel Hundige og Køge Nord med mulighed for betjening af fremtidige ’park and ride’-kunder. I Nord vil der  kunne anlægges tilsvarende sammenfletning med Hillerød-banen og ’park and ride’-mulighed nordfra i for eksempel Lundtofte.

 S-letbane på Ring 3 [572 kB]