Risiko for solskinner i Østjylland

Risiko for solskinner i Østjylland

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
04. august 2007 kl. 18:33

Som forventet og forvarslet fredag har Banedanmark i dag søndag 5. august kl. 13.21 beordret hastigheden mellem Fredericia og Århus ned på 80 km/t på grund af risikoen for solskinner.


Hastighedsnedsættelsen, der berører InterCity- og InterCityLyn-togene i hele landet, medfører forsinkelser på op til 30 minutter, og gælder frem til kl. 20, hvor Banedanmark forventer, at skinnerne er kølet af.


Kunder, der skal videre med andre tog eller busser, skal ikke kunne forvente at nå deres forbindelse, og skal tage et tidligere tog.


Langsom kørsel mandag-tirsdag

Banedanmark meddeler desuden, at det er nødvendigt at nedsætte hastigheden mandag og tirsdag fra kl. 10 til kl. 20.

Det berører InterCity- og InterCityLyn-tog, regionaltog på Lille Syd mellem Roskilde, Køge og Næstved, EuroCity-tog samt i mindre grad S-togene.

Alle øvrige tog kører efter DSB's særkøreplan for perioden 1. juli til 26. august.



DSB Rejsegaranti gælder

På de varme dage gælder DSB Rejsetidsgaranti som normalt, og kunder tilmeldt DSB Pendler Rejsetidsgaranti får ekstraordinært refunderet 10 procent af prisen på deres månedskort for juli og august.

DSB anbefaler generelt, at kunderne tager tidligere af sted, og at de holder sig orienteret via dsb.dk, DR1 tekst-tv side 471/472 eller kontakter DSB på 70 13 14 15, hvor der er døgnåbent.