Ringbanen afsluttes lørdag 6. januar
Ringbanen afsluttes lørdag 6. januar
Lørdag den 6. januar slutter et kapitel i DSB S-togs historie. Den positive nyhed er indvielsen af Ny Ellebjerg Station, og dermed en fuldendelse af Ringbanen, som strækker sig fra Hellerup mod nord, og nu Ny Ellebjerg som endestation mod syd.
Med den nye station Ny Ellebjerg ved Køge Bugt-banen krydser Ringbanen nu samtlige S-togslinjer. Det betyder, at banen er ideel til skift mellem de forskellige linjer, ligesom den har forbindelse til Metroen på Flintholm og regionaltoget på Hellerup Station.
Ny Ellebjerg Station bliver indviet klokken 11.10 med festtaler og anden festivitas. Kl. 11.37 standser det første ordinære tog på stationen og derefter er der - som led i den nye køreplan - S-tog hvert 5. minut til glæde for kunderne.
For Banedanmark er Ringbanen det største anlægsbyggeri til dato. Banen består blandt andet af ni kilometer spor, seks nye stationer og et vendesporsanlæg. Byggeriet af Ringbanen har varet seks år, og gennem lange perioder har entreprenørerne arbejdet dag og nat.
Den officielle adresse på Ny Ellebjerg Station er Carl Jacobsensvej 19 i Valby.