Reservér plads i juletrafikken
Reservér plads i juletrafikken
Reservér plads i juletrafikken
"Der er godt gang i salget af julerejser, vi har fået solgt en masse, men der er stadig pladser at få, og jeg vil på det varmeste anbefale kunderne at købe deres pladsbilletter allerede nu," siger sekretariatschef i DSB Salg Bjarne Lindberg Bak, der forventer, at tirsdag den 23. december kommer til at være årets største rejsedag.
Her udbyder DSB hele 46.000 siddepladser i tog over Storebælt. På en normal hverdag udbyder DSB omkring 36.000 siddepladser over Storebælt.
Status på reservationerne
Der er fortsat god plads i InterCity- og InterCityLyn-togene mellem København H, Sønderborg, Esbjerg, Struer, Lindholm og Frederikshavn.
Der er solgt flest pladsbilletter i InterCity-tog mellem København H og Struer, hvor der også stadig er pladser at få.
"De fleste reservationer er foretaget i formiddagstimerne, så kunderne, der endnu ikke har bestemt sig for, hvornår på dagen, de ønsker at tage af sted, kan med fordel foretage reservationer omkring middag eller om eftermiddagen," siger Bjarne Lindberg Bak.
Tag InterRegional-toget
En mulighed, som de færreste er opmærksomme på, er, at DSB indsætter de særlige InterRegional-tog, der normalt kun kører om fredagen, mellem Københavns Hovedbanegård og Århus H tirsdag den 23. december.
De kører blandt andet fra Københavns Hovedbanegård kl. 13.56, 14.56 og 15.56 og ankommer til Århus H kl. 17.10, 18.10 og 19.10. Undervejs standser de i Slagelse, Odense, Fredericia, Vejle, Horsens og Skanderborg.
Der kører også InterRegional-tog mellem Århus H og Københavns Hovedbanegård.
118.000 reservationer indtil videre
Der er foreløbig reserveret 118.000 siddepladser i juletrafikken fra fredag den 19. december til og med søndag den 4. januar.
Der er reserveret flest pladser den tirsdag den 23. december, hvor 37 procent af pladserne allerede er solgt. Dernæst følger lørdag den 20. december med 34 procent solgte pladser.
Rejs Orange i julen
Drejer det sig om et hurtigt familiebesøg eller en sikker gavelevering, er der også Orange Endags-billetter at få fra onsdag den 24. december til onsdag den 2. januar. DSB's Orange Endags-billetter gælder kun samme dag og koster det halve af almindelige billetter.