Renovering ved Vesterport påvirker S-togstrafikken

Renovering ved Vesterport påvirker S-togstrafikken

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
02. juni 2004 kl. 11:52

Det er ikke sjovt at vente på toget. Men desværre bliver det nødvendigt for mange mennesker fra mandag den 15. september og otte uger frem. Årsagen er, at to brofag på broen ved Vesterport Station skal renoveres. Renoveringsarbejdet rammer S-togstrafikken i otte uger i aftentimer og i seks weekender og medfører færre afgange i City-området samt aflysninger af hele strækninger om lørdagen. Alene om lørdagene bliver godt 68.000 passagerer berørt.


Mens arbejdet foregår, kører der kun ét S-tog hvert 20. minut mellem København H og Østerport. Alle S-togslinier undtagen linie F+ bliver påvirket. Man kan eventuelt benytte Øresundstog, eller regionaltog på en del af strækningen. Vi råder alle passagerer til at tage af sted i god tid og beregne ekstra tid til rejsen og eventuelle skift undervejs.


En særlig køreplan for aftentimer og de seks weekender kan fås på stationen og i S-togene. Køreplanen kan også ses på www.dsb.dk/trafikinfo, hvor man også kan få yderligere information om arbejdet. På stationerne vil S-togspersonale kunne svare på spørgsmål.


For at forsøde ventetiden for passagererne vil der blive uddelt bl.a. gratis kaffe og slik i begyndelsen af perioden og derefter på udvalgte lørdage, hvor det berører særligt mange passagerer. På grund af bilfri weekend er der ikke brorenovering den 20. september, så første gang bliver lørdag den 27. september. Desuden bliver der arrangeret en konkurrence på perronerne, hvor præmien er en rejse for to til en europæisk hovedstad, som man selv vælger ud fra DSB's katalog: Fridagsferie i Europa.


Af Maria Schouboe Johannessen