Rekordsalg af mobilbilletter

Rekordsalg af mobilbilletter

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
15. august 2011 kl. 10:00

Mobiltelefonen er godt på vej til at udkonkurrere den klassiske papirbillet, når der købes billet til den kollektive transport i hovedstadsområdet.

Hovedstadens Trafikselskaber melder om et støt stigende salg i antallet af solgte mobilbilletter, og et kampagnesalg af mobilbilletter i juli tredoblede antallet af solgte mobilklippekort.

»Passagererne i hovedstadsregionen har fået øjnene op for, at det er smart at købe billetter over mobilen. I juli købte passagererne over 75.000 mobilklippekort. Det er mere end en tredobling af salget i forhold til juni måned. Og vi kan se, at kampagnen har haft en positiv effekt, for også efter sommertilbuddet udløb, har der været en fordobling i salget af mobilklippekort i forhold til starten af juni,« siger Anders Due, centerchef i Trafikselskabet Movia.

Mobilbilletter er et hit
I det hele taget er der flere og flere danskere, der vælger mobilen som betalingsmiddel, når de skal med bus, tog eller metro. Siden april har 28.000 flere danskere købt billetten over mobilen.
I starten af året har salget af mobilbilletter til bus, tog og metro ligget støt på omkring 10.000-15.000 rejser om dagen. Et tal der nu er fordoblet hen over sommeren, som ellers traditionelt er en stille periode med dyk i omsætning pga. ferie.

»Vi forsøger hele tiden at tilpasse os efter passagerernes ønsker og behov. Og vi glæder os over, at vi har gjort rejsen nemmere for mange passagerer ved at gøre det muligt at købe billetter via mobiltelefonen. Det inspirerer os til at udvikle flere af denne type billetter,« forklarer Rebekka Nymark, udviklingschef i Metroselskabet.

Rekordsalg
Sommeren har også budt på salgsrekord på dagsbasis. Søndag den 7. august, samme dag som Hovedstadens Trafikselskaber lancerede deres nye søndagsbillet til 14 kr., toppede salgstallene med knap 30.000 rejser købt på mobilen via 1415. Heraf udgjorde Søndagsbilletten lidt under halvdelen.

Helene Gram