Rekordmange vælger toget
Rekordmange vælger toget
På trods af blandt andet hårdt vintervejr, omfattende sporarbejder og et vigende transportmarked steg flere kunder på toget i årets første seks måneder sammenlignet med første halvår 2009
Stadigt flere stiger på toget og lader sig servicere og transportere af DSB, viser halvårsregnskabet.
Således valgte i nærheden af 98 millioner kunder at sætte sig til rette i et DSB-tog i årets første seks måneder, mod cirka 95 millioner kunder i samme periode sidste år. Det er hele
2,4 millioner – eller tre procent – flere kunder. Og samtidig det højeste antal kunder, DSB nogensinde har haft på et års første to kvartaler.
Toget er lig med frirum
»At løse billet til toget gavner både DSB, samfundet og klimaet. Og det er virkelig glædeligt, at stadig flere danskere vælger toget som et alternativ til bilen,« siger administrerende direktør Søren Eriksen.
Forklaringerne på togets medvind skal ifølge Søren Eriksen findes flere steder: Skinnekvaliteten i hele landet er blevet bedre, togene kører generelt godt og til tiden, DSB er blevet markant bedre til at markedsføre togets bæredygtige kvaliteter, og befolkningen har i krisetider en tendens til at fravælge dyre produkter som biler og i stedet søge mod billigere alternativer:
»Samtidig bliver tiden stadig vigtigere for danskerne. Der er mere pres på vores tid, som betyder, at der er mindre frirum for den enkelte. Tempoet bliver højere og højere. Når vi er hjemme, er vi også på. Vi har forpligtelser i forhold til familie, venner og bekendte. Og det forhold at du reducerer spildtiden, når du sidder i toget, er helt afgørende,« mener Søren Eriksen.
»Toget har den fordel, at vi er i et frirum, hvor vi kan gøre nærmest, hvad vi vil. Det er de færreste af os, der har en dagligdag, hvor vi bare kan sætte os over i en lænestol efter arbejde, lukke øjnene og slappe af. Men det kan du tillade dig at gøre i toget i modsætning til i bilen. Eller du kan arbejde, se film, være på internettet eller læse.«
Fremgangen skal ses i lyset af, at biltrafikken siden efteråret 2008 er gået tilbage ifølge Vejdirektoratet, der er på trapperne med nye tal for biltrafikkens udvikling i 2. kvartal 2010. Alene i årets første tre måneder faldt biltrafikken med 4,4 procent i forhold til samme kvartal i 2009. Blandt andet havde Storkøbenhavn et fald på 2,9 procent.
Kunderne har genvundet tilliden
DSB har ifølge Søren Eriksen formået at komme igennem vinteren og årets første seks måneder med en styrket kundetillid. For eksempel lå DSB's omdømmemålingen for juni måned helt oppe på 63,2, hvilket er det højeste niveau i nyere tid.
»På trods af et hårdt vintervejr i årets første måneder og omfattende sporarbejder i perioden blandt andet på S-banen er første halvår kendetegnet ved, at vi generelt har leveret et rigtig godt produkt til vores kunder. Og vi kan se på vores målinger af kundetilfredshed og omdømme, at kunderne kvitterer for det. DSB er på rette spor og har genvundet kundernes tillid,« vurderer en glad administrerende direktør for DSB.
Faktaboks:
Højere markedsandel og færre forsinkelser
Både S-tog og Fjern- & Regionaltog har samlet i årets første seks måneder haft færre forsinkelser end de fastsatte mål i trafikkontrakterne.
DSB vinder forsat markedsandele på Storebælt. I forhold til bilen har DSB vundet markedsandele i hvert af de seneste otte kvartaler. I første halvår 2010 var det samlede antal rejser over Storebælt uændret i forhold til 2009. Andelen af biler gik tilbage med tre procent, mens antallet af togrejsende gik frem med cirka to procent. DSB's markedsandel over bæltet steg således til i alt 27 procent mod 26 procent i første halvår 2009
I første halvår 2010 var der en kundevækst på tre procent i både Øst- og Vestdanmark. S-tog alene tiltrak fem procent flere kunder i forhold til samme periode sidste år.
DSB-koncernens økonomiske resultat før skat udgjorde 183 millioner kroner, hvilket er i overensstemmelse med det forventede. Og resultatet før skat for hele 2010 forventes fortsat at blive i størrelsesordenen 450 millioner kroner.