Rekord: Næsten 11 millioner passagerer steg på S-toget i november

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
07. december 2016 kl. 13:26

Sidste års passagerrekord i S-tog holdt kun godt et års tid, da godt 10.650.000 passagerer i november steg ind i de karakteristiske røde tog i hovedstadsområdet. Det er 280.000 flere end den hidtidige rekord fra september 2015 og 400.000 flere end den tilsvarende måned sidste år.

”Der er mange ting, der spiller ind på denne glædelige rekord. Vi har haft en jævn stigning hen over året, og det til trods for de store udfordringer, vi blandt andet har haft med langvarigt sporarbejde på strækningen mellem Køge og Københavns Hovedbanegård. En faktor, der spiller positivt ind på resultatet er, at vi har været forskånet for store snestorme, som vi havde sidste år, og at vi har kørt med en pæn rettidighed,” siger kommerciel direktør i DSB Susanne Mørch Koch.

Det har især været på strækningerne til Høje Taastrup, Klampenborg og Farum, at stigningerne har været store.

”Vi gør os hver dag umage med at levere et godt produkt til vores kunder, og det er blandt andet den indsats, der bliver kvitteret for her. Det er rigtig mange mennesker, som vi dagligt kører på arbejde, i skole, i byen eller hjem igen. Det er vi stolte af at have ansvaret for,” siger Susanne Mørch Koch.

Der var hele 13 dage i november 2016, hvor rejsetallet var over 400 tusinde. Dette er i sig selv en rekord.