Rekord mange danskere rejser med DSB

Rekord mange danskere rejser med DSB

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. august 2008 kl. 06:32

Danskerne stiger på toget i et så stort omfang, at DSB aldrig tidligere har oplevet tilsvarende.

I årets to første kvartaler servicerede DSB således 85,8 millioner rejsende, hvilket er det højeste antal nogensinde. Det svarer til en stigning på tre procent i forhold til samme periode i 2007. Den positive udvikling i passagertallet skyldes primært flere rejser i Østdanmark og over Øresund. Og for første gang i længere tid har der samtidig været en flot vækst i antallet af kunder, der vælger S-toget.

»Vi er selvfølgelig utrolig glade for den positive udvikling. Der er tale om en markant vækst i antallet af passagerer,« siger DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen og fortsætter:

»Udviklingen viser meget klart, at danskerne i høj grad gerne vil toget og den kollektive trafik. Hvis kvaliteten er i orden, som den i langt overvejende grad har været i det seneste år, så kommer kunderne også til toget,« forklarer han.

Kigger man på tallene for andet kvartal isoleret set, har DSB fået hele syv procent flere passagerer.

Også rettidigheden er blevet markant forbedret i perioden. I første halvdel af 2008 afgik 93,1 procent af DSB’s fjern- og regionaltog til tiden. Det tilsvarende tal for S-tog var i første halvdel af 2008 94,1 procent. Fjern- og regionaltog har dermed i første halvår af 2008 den flotteste rettidighed i dette årtusinde, mens S-togs rettidighed ikke er set så god i de sidste fire år.

Fra første til andet kvartal har Fjern- og Regionaltog nedbragt antallet af forsinkelser med 30 procent, mens antallet af forsinkelser i samme periode for S-tog er faldet med 15 procent.

»Når produktet er i orden og til at stole på, så kommer kunderne også over i toget, og det er en meget effektiv måde at nedbringe samfundets CO2-udledning. Hver gang en pendler parkerer bilen og tager toget i stedet for, udledes der mindst ti gange mindre CO2 afhængigt af strækningen. Og S-toget, Øresundstogene og andre eltog udleder slet ingen CO2, da det kører på grøn strøm,« påpeger Søren Eriksen.

For yderligere kommentarer kontakt DSB Kommunikation på 33-544 222.

Med venlig hilsen

DSB