Rejs med Orange-billet til Orange

30. maj 2025 kl. 08:00

Om en måned vil glade festivalgæster indtage campingpladsen på Roskilde Festival, og igen i år har DSB gjort det nemt og billigt at tage toget til festivalen, som finder sted mellem den 28. juni og 5. juli.

Uanset om du rejser med regionaltoget eller på tværs af landet, er der gode muligheder for at finde en billig billet, så du kan bruge pengene på festivaloplevelser i stedet.

Hvis du f.eks. rejser med regionaltog og køber din billet i god tid, kan du få billetter fra kun 20 kr.

Rejser du med tog på tværs af landet, og køber billetten mellem den 4. og 26. juni, kan du få billetter til max 99 kr. som led i et kampagnetilbud.

Vil du være sikker på at få billet og køber billetten allerede nu, kan du købe en Orange-billet fra 119 kr.

Orange-billetterne er gyldige med ankomst til Roskilde Station. Herfra kører Roskilde Festivals særlige festivaltog direkte til Roskilde Festival, og en billet til festivaltoget koster 25 kr. hver vej.

”Roskilde Festival er Nordeuropas største festival, og vi er glade for igen i år at kunne stå for at bringe de mange festivalgæster direkte til campingområdet og hjem igen. At tage toget til Roskilde Festival er både hurtigt, nemt og trygt, og det er der mange, som år efter år benytter sig af. Vi glæder os til at byde dem velkomne endnu en gang,” siger Charlotte Kjærulff, kundechef hos DSB.

Roskilde Festivals festivaltog kører fra spor 6/7 på Roskilde Station, og efter bare fire minutter ankommer du direkte til den helt nye Roskilde Festivalplads Station ved Camping West.

Det er Roskilde Festival, DSB og Det Kongelige Akademi, der i år er gået sammen om at skabe en ny togstation, som både skal fungere som trafikalt knudepunkt og samlingssted for festivaldeltagere. Stationen bliver bygget med fokus på bæredygtigt byggeri og bliver skabt af genanvendelige materialer, der bliver pakket ned for at kunne bruges igen året efter.

Festivaltoget kører fra lørdag den 28. juni til søndag den 6. juli med følgende afgange:

Dagtimerne: 1-2 tog i timen mellem ca. kl. 9 og 20.

Aften og nat: Fra ca. kl. 20 til midnat kører tog én gang i timen. Onsdag, torsdag og fredag kører nattog frem til kl. 4.

Efter festivalen: Natten efter lørdag, når festivalen slutter, kører der tog hver halve time indtil søndag ca. kl. 14.

Early Entry: På åbningsdagen den 28. juni gælder særlige regler. Mellem kl. 9.30 og 15.30 skal du have billet til en bestemt togafgang, som kun kan købes via Roskilde Festivals webshop. Hver afgang har plads til 500 passagerer. Fra kl. 16 den 28. juni kan du igen købe festivaltogbilletter på Roskilde Station.

Læs mere om tog til festivalen på dsb.dk/roskilde og tjek togtider på rejseplanen.dk