Rejs med grøn SMS-billet og støt klimaet

Rejs med grøn SMS-billet og støt klimaet

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
30. november 2009 kl. 11:50

Nu kan alle kunder med tog, bus eller metro gøre en ekstra indsats for klimaet.

Det sker helt automatisk, hvis man i december køber en SMS-billet, for Hovedstadsområdets trafikselskaber tilbyder i hele december den grønne SMS-billet og donerer to kroner for hver solgt SMS-billet til et klimatilpasningsprojekt i Vietnam.

Samtidig er der oprettet en særlig SMS-indsamling for pendlere og klippekortsbrugere, der også ønsker at være med i det grønne projekt.

»Med den grønne SMS-billet og SMS-indsamlingen vil vi gerne være med til at involvere brugerne af den kollektive trafik i hovedstadsområdet i klimaudfordringerne. Gennem kampagnen giver vi kunderne en mulighed for at engagere sig i et projekt med et helt konkret formål,« siger Niklas Marschall, salgsdirektør hos DSB S-tog, på vegne af hovedstadsområdets trafikselskaber.

Plant træer mod tyfoner
Den indsamlede donation går til et projekt gennem den internationale hjælpeorganisation CARE. For hver solgt SMS-billet planter CARE to mangrovetræer på Vietnams østkyst, hvor klimaforandringerne betyder, at tyfoner og oversvømmelser rammer befolkningen oftere og hårdere end nogen sinde før. Den mangroveskov, der traditionelt har beskyttet området, er i de seneste år fældet. Tyfonerne har nu frit spil, og rismarkerne oversvømmes af havvand, der gør jorden ufrugtbar og får risen til at visne. 

»Vi håber, at kunder, der i forvejen bruger SMS-billet, men også de mange, der køber kontantbilletter, vil vælge den grønne SMS-billet og dermed hjælpe klimaet. Den grønne SMS-billet skal samtidig minde kunderne om de miljøfordele, der er forbundet med at køre med tog, bus eller metro,« siger Niklas Marschall. 

Fakta om den grønne SMS-billet
Den grønne SMS-billet erstatter fra den 1. december til 31. december den almindelige SMS-billet. Billetprisen er den samme som den almindelige SMS-billet. Læs mere om, hvordan du køber en SMS-billet på www.1415.dk.

Man kan endvidere donere 50 kroner direkte til CARE’s Vietnam-projekt ved at sende en SMS med teksten CARE til 1990. Så planter CARE 50 mangrovetræer. Læs mere på www.care.dk/SMS.

Det er hovedstadsområdets trafikselskaber, DSB, DSB S-tog, DSBFirst, Metroselskabet og Movia, der står bag. Også strækninger drevet af Regionstog og Lokalbanen er omfattet af den grønne SMS-billet.

 

Maria Schouboe Johannessen