Rejs efter 19 for en 20'er

Rejs efter 19 for en 20'er

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
22. marts 2010 kl. 10:30

Teater, biograf, en god middag eller en tur i byen. Byens gode tilbud er mange, og nu er der mulighed for at komme frem til dem nemt og hurtigt for kun 20 kr. Hovedstadens trafikselskaber er gået sammen om en billet, hvor du kan rejse med bus, tog og metro i hele hovedstadsområdet efter kl. 19 til kun 20 kr., hvis du bestiller billetten via SMS.

”Så bliver det ikke nemmere og hurtigere at bestille en SMS-billet. Du sender bare en SMS med ordet ”aften” til 1415, så får du din billet ind på mobilen. Det kan alle finde ud af, også dem, der ikke er så vant til at sende SMS’er. Og så er det til en rigtig god pris. Især for dem, der rejser langt, er der mange penge at spare med en billet til en 20’er,” siger salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall.

En ny kundeundersøgelse viser, at 33 procent af kunderne kunne finde på at tage en tur med offentlig transport, som de ellers ikke ville have foretaget, hvis de kan gøre det for 20 kr., og med en enhedspris på 20 kr. sparer du mere, jo længere du rejser.

Billetten gælder frem til kl. 06 om morgenen og kan derfor bruges hjem fra byen med både metro, natbusser, S-tog, regionaltog og lokalbanetog.

Kend SMS-billetten


Med den meget enkle bestillingsmetode håber trafikselskaberne, at tilbuddet vil få flere kunder til at kende og bruge SMS-billetten. Man skal hverken skrive, hvor man rejser fra eller antal zoner, da billetten gælder i alle zoner.
 
”Vi sælger rigtig mange SMS-billetter allerede, men vi kan se, at det stadig er en lille procentdel af vores kunder, der køber dem. Derfor håber vi, at vi med det her tilbud kan gøre rigtig mange opmærksomme på, at de altid har mulighed for at købe billet via SMS. Salg via mobilen er fremtiden, og vi er på vej til at åbne op for rigtig mange mobilløsninger, så vi vil gerne vænne vores kunder til, at der er mere på vej ” siger Niklas Marschall.

Så nemt er det


Du sender en SMS med ordet ”aften” til 1415. SMS-billetten, gælder i alle zoner i to timer. SMS-billetten kan bruges til bus, regionaltog, S-tog, metro og lokalbanerne i hele hovedstadsområdet. Tilbuddet gælder i tidsrummet mellem kl. 19 og frem til kl. 06. Billetten gælder fra den bestilles, dvs. når billetten er modtaget på mobilen, og kan derfor ikke bestilles på forhånd.

Tilbuddet gælder foreløbig fra den 26. marts og tre måneder frem, hvorefter trafikselskaberne beslutter, om de vil fortsætte året ud.

 

Helene Gram