Pres på Orange Fredag billetterne

Pres på Orange Fredag billetterne

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
26. maj 2011 kl. 09:18

Der er allerede solgt en del billetter til Orange Fredag, så man skal skynde sig, hvis man vil have mulighed for at vælge, hvornår man vil rejse. Flere afgange er næsten udsolgte 

Muligheden for at rejse land og rige rundt på Orange Fredag for kun 99 kr., er noget der lokker en del danskere i toget. DSB kan se på salgsstatistikkerne, at der allerede nu er en del afgange, hvor der kun er få pladser tilbage. Orange Fredag er dagen efter Kristi himmelfartsdag og falder i år fredag den 3. juni.

Kvit og frit med børn
DSB udbyder på Orange Fredag 43.000 Orange-billetter til 99. kr., uanset hvor langt man rejser, og det inkluderer pladsbillet. Der ud over kan én voksen medbringe to børn under 12 år kvit og frit.

»Med 43.000 billige billetter er der rig lejlighed for at hele familien nemt og billigt kan besøge venner eller udstillinger i Danmark med toget. Jeg håber, at især mange børnefamilier vil benytte sig af det gode tilbud og på den måde finde ud af, hvor afstressende det er at tage toget med familien,« siger salgsdirektør i DSB Anne-Lise Bach Sørensen, hvis ønske er, at de billige billetter vil skabe større opmærksomhed om DSB’s øvrige Orange-billetter, der kan købes året rundt på dsb.dk.

Hjælp på stationen
Fredagen efter Kristi himmelfartsdag er traditionelt den dag på året, hvor DSB har færrest passagerer. Derfor udbyder DSB de 43.000 billetter til en pris, som betyder, at en familie på to voksne og fire børn under tolv år kan tage frem og tilbage med toget i hele Danmark for under 400 kr.

Fælles for alle Orange Fredag-billetter er, at de skal bestilles på www.dsb.dk/fredag  eller på kunde pc'erne, der er stillet op på stationer landet over.  På Orange Fredag er der mulighed for at få hjælp og vejledning af DSB personale, der på dagen vil stå ved kunde-pc'erne.