Plan for ny materiel er uændret

Plan for ny materiel er uændret

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. maj 2008 kl. 16:40

Flere medier har omtalt DSB's plan om leje af nyt materiel til de sjællandske regionalbaner. DSB skal understrege at den plan, Folketingets Trafikudvalg blev præsenteret for fortsat er den plan, DSB arbejder ud fra.

 "Jeg vil gerne understrege, at vi naturligvis gennemfører anskaffelsen af erstatningsmateriel efter de planer, som vi præsenterede for Folketingets Trafikudvalg i sidste uge," siger Søren Eriksen som beklager, at omtalen i sjællandske medier har givet anledning til misforståelser. 

"Det er vigtigt for DSB, at de sjællandske pendlere får moderne materiel hurtigst muligt," fortsætter Søren Eriksen.

DSB venter at kunne indsætte materiellet inden udgangen af 2009 og gerne før, hvis det er muligt svarende til det over for trafikudvalget præsenterede. 

DSB har undersøgt muligheden for at leje eksisterende materiel.

"Vi har undersøgt alle muligheder, men der er ikke egnet materiel til rådighed. Vi er derfor nu i fuld gang med at finde en leverandør, der producere nyt materiel, som vi kan leje," siger Søren Eriksen.

Da DSB i 2001 skrev kontrakt med Bombardier om levering af dobbeltdækkervogne gik der under halvandet år til de første vogne blev leveret i Danmark.

"Før vi har en ny kontrakt, kan vi af gode grunde ikke sige nøjagtigt, hvor lang tid, der vil gå, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få flere nye vogne ud at rulle ud i den sjællandske regionaltrafik," siger Søren Eriksen.