Peter Schütze er nu officielt formand
Peter Schütze er nu officielt formand
Syv minutter.
Længere tid tog det ikke at gennemføre dagens ekstraordinære virksomhedsmøde i Sølvgade, der også havde ministeriel repræsentation ved transportminister Hans Christian Schmidt.
Udfordringer og samarbejde
Det altoverskyggende punkt på dagsordenen var at udpege DSB’s nye bestyrelsesformand. Hér har transportministeren tidligere offentliggjort, at regeringen har besluttet at cand. polit. og bankdirektør Peter Schütze vælges som ny formand for bestyrelsen i DSB. Og sådan gik det da også på mødet, hvor næstformand for bestyrelsen, Annette Sadolin bød ham velkommen som formand med blomster og meldingen om, at »han har været ventet med længsel«. DSB’s nye bestyrelsesformand takkede for valget og benyttede lejligheden til at kigge frem i sin korte tale:
»DSB er en rigtig spændende virksomhed. Og jeg er selvfølgelig opmærksom på, at der er mange udfordringer for virksomheden. Men jeg ser frem til et rigtig godt samarbejde med DSB’s ledelse og medarbejdere om tingene,« sagde Peter Schütze til forsamlingen.
DSB’s nye bestyrelsesformand er blandt andet tidligere administrerende direktør for Nordea Bank Danmark A/S og nuværende formand for bestyrelsen for Copenhagen Business School. Han bærer forventligt titlen som bestyrelsesformand for DSB to år frem med udløb til det ordinære virksomhedsmøde i 2013.