Partnerskabsaftale mellem DSB og Nordsjællands Politi om TRYG REJSE.

Partnerskabsaftale mellem DSB og Nordsjællands Politi om TRYG REJSE.

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
05. september 2013 kl. 15:00

Nordsjællands Politi og DSB har indgået et partnerskab, der skal styrke den forebyggende indsats mod kriminalitet i S-togene og omkring S-togsnettet.

Politiet har i de seneste år kunnet aflæse i statistikkerne, at lommetyvene tiltrækkes af S-togene og deres passagerer, især i aften og nattetimerne, hvor ikke alle rejsende er lige årvågne på turen hjem.

”Der er desværre en tendens til, at lommetyvene går efter de lette ofre, der sidder alene og eventuelt er faldet i søvn i toget. Vi gør alt, vi kan, for at fange de lommetyve, der er, men som passager kan man også med enkle midler gøre meget selv,” siger Politidirektør Finn Borch Andersen, Nordsjællands Politi

Partnerskabet har derfor først og fremmest et kriminalpræventivt fokus, der handler om sammen at få gjort passagerne opmærksomme på, hvad de selv kan gøre for at undgå at blive udsat for tyverier i og omkring S-togene.

”Vi har en fælles interesse i at sikre passagerne en tryg rejse. Det er ikke farligt at tage toget om aftenen eller natten – men det er både drønirriterende og det skaber utryghed at blive bestjålet”, siger Anders Egehus, Direktør for Operation og Strategi i DSB.

Partnerskabet omfatter også et koordineret samarbejde om politiets synlige tilstedeværelse i S-togene sammen med personale fra DSB S-tog.  

Næste gang bliver gang fredag den 6. september, hvor Nordsjællands Politi og DSB´s S-togs revisorer vil være til stede på udvalgte S-togs strækninger som et led i den fælles indsats for at gøre passagerne opmærksomme på, hvad de selv kan gøre for at passe på deres ting under deres togrejse.

Det er aftalt at evaluere samarbejdsaftalen en gang om året.

Følg os på Twitter
Du kan følge Nordsjællands Politi og DSBs S-togs revisorer på Twitter under S-togs indsatsen natten mellem fredag den 6. september og lørdag den 7. september i tidsrummet kl. 01.00-07.00. www.twitter.com/nsjpoliti #politidk


Nordsjællands Politi og DSB har samlet en række gode råd til at undgå tyveri på togrejsen, som du kan se på
www.politi.dk/nordsjaelland og http://www.dsb.dk/global/pdf/stop_lommetyvene.pdf