Operation Dagsværk hjælper S-togs cykelkunder

Operation Dagsværk hjælper S-togs cykelkunder

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
07. november 2011 kl. 09:51

På onsdag den 9. november vil 400 elever fra Operation Dagsværk hjælpe DSB’s kunder med deres cykler samt rydde op i cykler på stationerne

Du skal ikke blive overrasket, hvis et venligt ungt menneske tager dig under armen og viser dig, hvor du nemmest kan stå på S-toget med din cykel på onsdag. 400 elever fra Operation Dagsværk vil nemlig hjælpe DSB S-togs kunder med deres cykel.

Mange cykler
Siden det blev gratis at medbringe cyklen i S-toget, er kunder med cykler strømmet til. Det første halve år af 2011medførte gratis cykler, at 3,2 mio. flere kunder stod på S-toget. S-tog forventer over 6 mio. flere kunder i hele 2011 pga. gratis cykler. De mange cykelkunder skaber nye udfordringer på rejsen.

”Vi vil gerne gøre det hurtigere og nemmere at tage cyklen med S-toget. Og vi vil gerne hjælpe vores kunder mest muligt. Der er pladser til cykler og barnevogne i S-toget i dag, som ikke bliver udnyttet, og vi ser Operation Dagsværk-dagen som en god mulighed for at komme i dialog med kunderne og gøre dem opmærksomme på, hvordan de får en bedre rejse med cyklen,” siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.

Cykelhjælp på din station
De 400 elever bliver spredt ud over alle større stationer på hele S-togsnettet. Her vil de unge vise hvor i toget, der er plads til cykler, rydde op i cykelstativerne, give en hånd, hvis der er brug for hjælp med barnevognen eller cyklen og måske give kæden en gang olie.

”400 unge mennesker gør virkelig en forskel. DSB er den virksomhed i hele Danmark, som har flest unge dagsværkere i arbejde på Dagsværkdagen. Det gør, at DSB har mulighed for at gøre en forskel. Rigtig mange kunder vil få hjælp på onsdag og samtidig støtter vi den gode sag,” siger Niklas Marschall.

 

Fakta
DSB, DSB S-tog og Kystbanen giver gratis togtransport til de op mod 30.000 elever i hele landet, der deltager i Operation Dagsværk.
Operation Dagsværk hjælper DSB i tidsrummet kl. 12-17 på Dagsværkdagen den 9. november.
Hvert år samler Operation Dagsværk ind til et nyt uddannelsesprojekt på Operation Dagsværkdagen, hvor eleverne går på gaden for at tjene penge til projektet.
Det er alle gymnasiale uddannelser i hele landet, der kan deltage på Dagsværkdagen, hvilket indbefatter omkring 150 skoler.  

 

Helene Gram