Ødelagte billetautomater koster DSB

Ødelagte billetautomater koster DSB

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
09. januar 2009 kl. 13:35
Det er desværre ikke slut med at smide kanonslag og andet sprængfarlig fyrværkeri i DSB´s billetautomater.


Hen over jul og nytår er hele ti billetautomater ødelagte af hærværk til en samlet af værdi af ca. 1,5 millioner kroner.

Det er gået værst ud over stationerne Lejre og Eskildstrup, men også Høje Tåstrup, Næstved Nord og Arden er hårdt ramt. Her er Nautila-automaterne så ødelagte, at de ikke kan repareres. De nye automater koster ca. 200.000 kr. stykket.

På stationerne i Vildbjerg, Lunderskov, Borup, Ørestad og Nivå er det muligt at reparere skaderne.

»Det er dybt beklageligt, og det er ødelæggende for vores salgsstrategi. Det lægger pres på togpersonalet,« siger salgschef Anne-Lise Bach Sørensen.

Kunder opfordres til at købe billet på www.dsb.dk eller andre nærliggende salgssteder. Det vil dog være muligt at købe billetten i toget uden det normale tillæg på 40 kroner.

Det forventes, at alle automater er funktionsdygtige eller tilbage på plads inden udgangen af januar måned.

 

Andreas B. Magnussen