Nytårshærværk koster S-tog millioner
Nytårshærværk koster S-tog millioner
Nogle har kedet sig hen over jul og nytår. På 14 S-togsstationer er 15 billetautomater til en samlet værdi af over 3 mio. kr. blevet ødelagt.
Stig A. V. Jensen, sektionsleder hos DSB S-tog, har ikke set noget lignende i sine 15 år hos DSB:
"Det er en meget kedelig situation, og det går jo ud over kunderne. En ny billetautomat koster 250.000 kr. og de fleste af de ødelagte automater kan slet ikke repareres."
Det drejer sig om stationerne: Ishøj, Åmarken, Vangede, Stengården, Friheden, Jersie, Enghave, Brøndby Strand, Lyngby, Skovbrynet, Ny Ellebjerg, Avedøre, Emdrup og Bispebjerg.
På flere af de nævnte stationer er stationens eneste eller begge automater ramt. På stationer med Kort & Godt-butikker kan Kort & Godt-butikken være eneste mulighed for at købe billet. På stationer uden Kort & Godt er det i øjeblikket slet ikke muligt at købe billet.
Uden billet
"Nu skal vi i gang med at omdisponere automater fra andre stationer, da vi slet ikke har nok automater på lager, og vi ikke kan nå at få leveret nye med så kort varsel."
De automater, som DSB S-tog har ligger inde med, bliver opsat på de stationer, der slet ikke har en billetautomat i øjeblikket. Derefter prioriteres stationer med Kort & Godt-butikker og til sidst de stationer, der har mere end en automat.
Det kan betyde, at kunderne i et stykke tid skal gå lidt længere efter deres billet end sædvanligt.
S-togsrevisorerne er orienteret om hvilke stationer, det drejer sig om, og S-tog understreger, at der ikke vil blive udskrevet bøder til afrejsende fra de stationer, hvor det slet ikke har været muligt at købe billet.
Fem af automaterne er også blevet plyndret for kontanter og klippekort. Dog overstiger værdien af selve automaten langt tyvenes udbytte.
Hos DSB har nytårsnat været mere rolig. Kun syv billetautomater er blevet ødelagt, hvoraf de tre kan repareres.