Nyt samarbejde skal give bæredygtige studierejser

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
24. oktober 2019 kl. 09:07

I den kommende uge bliver der over tre dage taget hul på et utraditionelt samarbejde, når en gruppe gymnasieelever og lærere mødes med ansatte fra DSB for sammen at finde ideer til, hvordan fremtidens bæredygtige studierejser ser ud.

”Vi har inviteret kunder og samarbejdspartnere ind, så vi kan få nye ideer og nye perspektiver på, hvordan man kan rejse bæredygtigt. De unge har et stort ønske om at handle. Det vil vi gerne bidrage til, derfor skal mødes vi i dette fællesskab for få ideer, der kan føres ud i livet – og gerne på kort sigt,” siger Aske Wieth-Knudsen, der er chef for bæredygtighed i DSB.

Det er nyt for DSB at invitere kunder og potentielt kommende kunder med ind til så stor en kreativ øvelse, som den, der finder af sted over tre hele dage den 24., 30. og 31. oktober, i DSB’s gamle lokomotivværksted i København. Her skal den utraditionelle kombination af engagerede og miljøbevidste unge sammen med erfarne DSB-ansatte og samarbejdspartnere fra rejsebureauer finde på løsninger og ideer til fremtidens bæredygtige studierejser.

”Vi skal sammen se på, hvordan toget som en af de mest bæredygtige transportformer kan spille en rolle på studierejsen, hvor det måske også kan handle om at lære undervejs på rejsen og ikke kun på destinationen for rejsen,” siger Aske Wieth-Knudsen.

DSB har som mål at være CO2 neutrale i 2030. På vejen derhen er DSB’s største bidrag til klimaet at få flere til at stige toget, så det bliver endnu mere bæredygtigt. Desuden investerer DSB i disse år i nye internationale tog, der kører på elektricitet. Det var nogle år, før de er på skinner og er med til at nedsætte klimaaftrykket yderligere.

”På sigt er håbet, at de bæredygtige studierejser også smitter af på andre rejser, så bæredygtighed også spiller en rolle i valget af transportform – både til hverdag og i fritiden. For udover at toget er en af de mest bæredygtige transportformer, så afhjælper det også trængslen på vejene,” siger Aske Wieth-Knudsen.

DSB Kommunikation (krb)