Nyt fjernstyringssystem til S-togene
Nyt fjernstyringssystem til S-togene
Banedanmark installerer nu et nyt fjernstyringssystem for S-togene. Det nye Drift og Informationscenter (kaldet DIC-S), som installeres fra den 1. februar, bliver det kommende midtpunkt for styringen af S-togstrafikken og informationen til kunderne om S-togsdriften her og nu.
Det nye fjernstyringssystem erstatter det gamle, som blev taget i brug i 1972. Det nye system er fuldstændig computerstyret og byder på en række fordele. For de medarbejdere, der disponerer materiellet, dvs. bestemmer hvilke togsæt, der skal køre hvor, vil systemet f.eks. føre til et meget bedre overblik over, hvor de har materiel til rådighed. Det vil være en stor fordel i tilfælde af uregelmæssigheder forårsaget af f.eks. fejl på signaler og køreledninger, samt fejl på materiel.
Overgangen til det nye fjernstyringssystem vil ske løbende over en længere periode, en station ad gangen. Der vil i perioder på de enkelte stationer være udfald på skilte, elektroniske skærme og højttalere, når vi går fra det gamle til det nye system.
Den første etape der går fra det gamle til det nye system vil være strækningen mellem Frederikssund og Vanløse. Herefter følger resten af S-banen strækning for strækning, så hele S-banen vil være overgået til det nye system sidst i 2006.