Nyt: Check flere ind på rejsen i DSB’s app

18. september 2024 kl. 08:00

Mere end to en halv million rejser er foretaget med et enkelt swipe, siden DSB den 29. april lancerede en Check ind-løsning i appen. Og nu kan man som noget helt nyt checke flere ind på en gang og dermed få alle sine rejsekammerater i samme bevægelse.

Når rejsen slutter skal der blot swipes igen, og glemmer man det, bliver man automatisk checket ud. Rejsen er til rejsekortpris og beregnes automatisk efter rejsens længde.

”Det har været et stort ønske fra kunderne at kunne rejse flere sammen med Check ind-funktionen. Nu behøver man kun én telefon til at sørge for billetter til alle på tværs af tog, bus, metro og letbane,” siger kundechef i DSB, Charlotte Kjærulff.

I dag bliver de fleste rejser med DSB købt i appen, der i dag står for omkring 77 pct. af salget af digitale billetter, uanset om det fx er Orange-billetter, pladsbilletter, pendlerkort – eller gennem Check ind-funktionen.

”Vi udvikler løbende vores app med det formål, at kunderne får samlet mest muligt om deres rejse ét sted. Det skal være let for kunderne at finde den rigtige billet til deres rejse,” siger Charlotte Kjærulff.

Når kunderne benytter Check ind på deres togrejser, samler de desuden point på, der kan bruges til køb i en af DSB’s 7-Eleven butikker på stationer i hele landet.

Læs mere om Check ind